Guldborgsund

Lizzi Lund og Torben Riise er to af de faste medlemmer af Sprøjtehus Teateret. Foto: Bjarne Arildsen

75 års-jubilæum fejres med stor premiere

Gammel Sprøjtehus har jubilæumsreception torsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

27. november 1950 samledes en kreds af 25 borgere til møde i Nykøbing.

Formålet var, som der stod i indkaldelsen, at danne en forening, der skulle arbejde med dramatik.

Resultatet af mødet blev en amatørteaterforening, der i dag er kendt som Sprøjtehus Teateret.

Og den forening kan derfor torsdag fejre sit 75 års jubilæum.

Flere spillesteder

I de første 20 år havde gruppen en lidt omflakkende tilværelse.

- Man øvede privat og på den katolske skole, hvor man også spillede. Og man spillede desuden på Hotel Baltic og Nykøbing Teater, fortæller Torben Riise.

Hans forældre var med til at danne foreningen i 1950, og Torben Riise var også med dengang.

- Det var i barnevognen, fortæller han.

Heraf kom navnet

I 1970 fik gruppen et nyt sted ved Tingsted Å og samtidig sit nuværende navn.

- Vi rykkede ind i den gamle Zone-station, og her var en gammel brandsprøjte. Siden har vi heddet Sprøjtehus Teateret, fortæller Torben Riise og Lizzi Lund fra gruppen.

Teateret ved åen blev etableret med det, som man lige havde til rådighed.

Sprøjtehus Teateret har til huse i Kulturforsyningen. Foto: Bjarne Arildsen

- Scenen blev bygget op med gamle ølkasser, og stolene kom fra den gamle Kino Bio, fortæller de to.

Nyt hjem

Efter 30 år ved åen fik amatørskuespillerne igen et nyt hjem.

Den tidligere teknisk forvaltning i Voldgade blev omdannet til Kulturforsyningen, og her rykkede gruppen ind sammen med Teater Masken og en række små foreninger.

Siden er dette hus blevet et hus for de to lokale teatergrupper.

- Og vi har et rigtigt godt samarbejde, understreger Torben Riise og Lizzi Lund.

Amatørerne har blandt andet været statister i de store egnsspil, som Masken laver fra tid til anden.

Fejring torsdag

Jubilæet markeres med en reception torsdag fra klokken 16.45 i Kulturforsyningen.

Her er amatørskuespillerne i gang med at øve til en revy for et par år siden. Arkivfoto

Senere samme aften har teateret premiere på sin nye store forestilling, "Skammerens Datter".