Det sker på Lolland-Falster

Fredag 18. september åbner festivalen med en paneldebat om fremtidens internationale Lolland, hvor repræsentanter fra erhvervsliv, kommune og internationale borgere sætter fokus på bosætning, fællesskab og udvikling. Om aftenen bliver der musik og underholdning. Arkivfoto

80.000 kroner til ny international festival

Global Festival skal samle mennesker på tværs af kulturer og vise, at Lolland er en kommune, hvor mangfoldighed, fællesskab og internationale borgere er en del af fremtiden.

Offentliggjort

Lolland Kommune har bevilget 80.000 kroner fra Lolland International Welcome Fund til den nye Global Festival – Verden mødes i Nakskov, som finder sted 18. og 19. september på Axeltorv i Nakskov.

Støtten er en investering i en festival, der skal styrke integration, fællesskab og bosætning i en kommune, som i disse år bliver stadig mere international. I dag bor mennesker fra omkring 90 forskellige nationaliteter på Lolland, og tusindvis af internationale medarbejdere arbejder dagligt i kommunen.

– Vi glæder os over et initiativ, der bidrager til at styrke fællesskab, mangfoldighed og internationalt udsyn i Lolland Kommune, lyder det fra kommunen i forbindelse med bevillingen.

Mange nationaliteter på Lolland

Bag festivalen står Nakskov Handel & Erhverv i samarbejde med en international styregruppe, der repræsenterer flere af de nationaliteter, som allerede er en del af hverdagen på Lolland.

Ifølge arrangørerne er ambitionen ikke blot at skabe en kulturfestival, men at bygge bro mellem mennesker og gøre det lettere for internationale borgere og deres familier at føle sig hjemme på Lolland.

Under festivalen bliver Axeltorv forvandlet til Verdenstorvet, hvor musik, dans, mad og kultur fra hele verden danner rammen om møder mellem lokale borgere, internationale familier, virksomheder og foreninger.

Fredag åbner festivalen med en paneldebat om fremtidens internationale Lolland, hvor repræsentanter fra erhvervsliv, kommune og internationale borgere sætter fokus på bosætning, fællesskab og udvikling. Om aftenen bliver der musik og underholdning.

Lørdag fyldes Verdenstorvet med internationale danseopvisninger, musik, smagsprøver fra verdens køkkener, kulturaktiviteter for børn og voksne samt et dialogområde med repræsentanter fra forskellige trosretninger. Besøgende får også mulighed for at møde internationale borgere, virksomheder og lokale foreninger.

– Global Festival handler ikke kun om to festlige dage. Den handler om, hvilket Lolland vi ønsker at udvikle. Vi vil vise, at vi er en åben kommune, hvor mennesker fra hele verden bliver mødt med nysgerrighed, respekt og fællesskab. Når internationale medarbejdere og deres familier vælger at blive boende her, styrker det både lokalsamfundet, virksomhederne og hele Lollands fremtid, siger Peter Dan Petersen fra Nakskov Handel & Erhverv.