Julemaden blev heldigvis reddet, selvom komfuret brød sammen midt i madlavningen, da Landmanden i Stubbekøbing inviterede til juleaften for folk. som ikke havde andre at holde jul med. Privatfoto
Åbnede sine døre for enlige juleaften: Pludselig brød komfuret sammen
Det blev en stor succes, da værtshuset Landmanden i Stubbekøbing prøvede for første gang at holde juleaften for juleaften for enlige, der ikke havde andre at fejre jul med. Men det var ikke helt uden udfordringer.
Alt var klar til en perfekt, hyggelig aften, da værtshuset Landmanden i Stubbekøbing for første gang inviterede folk i byen, som ikke havde nogen at holde jul med, til at holde juleaften på Landmanden.
- Lige, da jeg havde sat flæskestegen i ovnen og sat kartoflerne over, brød mit komfur sammen. Heldigvis har jeg en veninde, som har Monas Kaffebar på den anden side af vejen, så hende måtte jeg løbe over til og få lavet maden derovre.
- Det var lidt irriterende, at man skulle løbe frem og tilbage, men vi fik reddet det, og det blev godt, fortæller Christina Isager, der driver Landmanden.
Det lille julemirakel var med til at sikre, at aftenen blev en stor succes.
Christina Isager og hendes kæreste stod for arrangementet på Landmanden. Privatfoto
34 havde tilmeldt sig arrangementet, hvilket svarer til fuldt hus. Desværre var nogle blevet syge, og nogle dukkede ikke op, så det endte med, at 26 i alderen fra 12 til 82 år deltog.
Annonce
- Det gik rigtig godt. Der var syv-otte af dem, som kom fra andre byer og aldrig havde været her før. Der var endda en, der kom fra Holbæk, fordi han havde hørt om det, fortæller hun.
Efter alle kunstens regler
Og det blev en juleaften efter alle kunstens regler - med and, flæskesteg, rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler, sovs, risalamande, julesange og gaver.
- Vi havde fået doneret nogle sponsorgaver fra både erhvervsdrivende og private. Jeg havde lagt alle gaverne op på billardbordet, hvor mit juletræ også står, og så blev de kaldt op efter rækkefølge og fik lov at vælge en gave, fortæller Christina Isager.
- Vi havde også pakkeleg, hvor de hver især medbragte en lille ting, som de spillede om. Det var ligesom en børnehave, og de var lige så højtråbende som en børnehave, tilføjer hun med et smil.
Selv julemanden kiggede forbi i løbet af aftenen for at ønske glædelig jul.
- Jeg har en kammerat, der alligevel var ude som julemand hele aftenen, så jeg havde spurgt, om han ville komme forbi, fortæller Christina Isager.
Det var første gang, at hun prøvede at arrangere juleaften på Landmanden. Men det bliver næppe den sidste.
- Folk har lovet at komme igen næste år, hvis vi holder noget. Og det er der stor sandsynlighed for, at vi gør, siger hun.
Billardbordet var i dagens anledning omdannet til pakkebord med juletræ. Privatfoto
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu