Krimi

Direktørparret fra Væggerløse blev fredag dømt skyldig i forsøg på groft forsinkringsbedrageri. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Anklager i yacht-sagen: Derfor blev direktørparret dømt

Mette Toxværd Larsen og Søren Holm Larsen blev dømt for at have fået deres motoryacht Cataleya til at synke i et forsøg på at få udbetalt 14 millioner kroner. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag blev direktørparret Mette Toxværd Larsen og Søren Holm Larsen fra Væggerløse dømt for forsøg på groft forsikringsbedrageri. Retten kom frem til, at de havde fået motoryachten Cataleya til at synke for at forsøge at indkassere forsikringssummen på 14 millioner.

Kort efter dommen taler Folketidende med anklager Johanne Holm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hun er glad for, at retten har set det på samme måde som anklagemyndigheden.

Ankes eller ej?

Mette Toxværd Larsen fik to års betinget fængsel, mens Søren Henrik Holm Larsen fik tre års ubetinget fængsel. Han var også tiltalt for et andet forhold om forsøg på forsikringsbedrageri, hvilket han også blev dømt for.

Denne straf var dog noget lavere end det, anklageren havde krævet.

Hun mente, at de hver skulle have fire års ubetinget fængsel. De dømtes forsvarere har begge anket dommen til frifindelse. Spørgsmålet er nu, om også anklagemyndigheden vil gøre det.

Dette er endnu usikkert.

- Det er jo statsadvokaten sammen med os, der har kompetencen til at beslutte, hvad der skal ske i ankesagen. Jeg kan have mig nogle tanker, men der er ikke så meget at gøre. Det bliver forelagt dem, og så tager de stilling til, hvad der skal ske, fortæller anklageren.

Hvad er det stærkeste bevis, du mener, er blevet fremlagt i sagen?

- Det hele har handlet meget om søventilen og revnen i søventilen, men det er alle sagens omstændigheder, der gør, at retten kommer frem til, at de er skyldige. Så det er svært at pege på én ting.

- Det har været alle omstændighederne lagt sammen, der gør, at man nu synes, det er bevist, at det her ikke var en ulykke, men bevidst haveri, fortæller hun.