Guldborgsund

Anne og Jan Friis synes selv, de holder lidt Valentinsdag hver eneste dag. Foto: Kim Møller Pedersen

Anne og Jan har altid Valentinsdag

Naturligvis var der rykind i biograferne på grund af Valentinsdag, men i Nykøbing var det nu lettere at støde ind i biografgængere, som havde turen helt tilfældigt uden at skele til "de elskendes helligdag".

Offentliggjort

- Det er ikke, fordi det er Valentinsdag, at vi hygger os sammen. Det gør vi hver dag.

Sådan lød lørdag aftens friske melding i Nordisk Film Biografer Nykøbing F. - i hvert fald hvis man spurgte Anne og Jan Friis.

Laura fik opgaven

Parret havde valgt lige netop Valentinsdag til at tage en tur i biffen. Og det var altså helt tilfældigt.

- Jeg har sat mig selv på den opgave, at jeg skal have min kone til at grine mindst to gange hver dag, lød det muntert fra Jan Friis på vej ud fra biografmørket, hvor der ikke var noget Valentinsdag-opmæksomhed at spore hos parret.

Det var der til gengæld hos Laura og Lucas på vej ind ind til billetkøb. Det unge par ville dog ikke med på et billede. Til gengæld var det netop på grund af Valentinsdag, at det var endt med en tur i biografen.

- Jeg fik opgaven at bestemme, hvad vi skulle, og så blev det altså i biffen, lød det fra Laura.

Virker påduttet

I biografsofaen - i venteposition inden filmstart - sad kæresteparret Katrine Hansen og Micklas Andersen.

- Nej, det betyder mere for mig en anden dag, hvor det ikke virker så påduttet, lød svaret fra Katrine på spørgsmålet om, hvorvidt det var netop Valentinsdag, der havde bragt parret i biografen en lørdag aften.

Parret har kendt hinanden i tre år, og det er ikke lige Valentinsdag, der er i højsædet i forholdet.

- Det er lidt opsat, og det er ikke noget, vi går så meget op i, mente Micklas.

Hos chef for Nordisk Film Biografer Nykøbing F. Marianne Bleiback var der til gengæld masse af Valentins-glæde at spore.

- Vi kan virkelig mærke et større rykind på grund af Valentinsdag. "Specielt Klassefesten 4" er populær i aften, og herefter er det nok "Begyndelser" med Trine Dyrholm, som rykker mest, lyder det fra Marianne Bleiback.

Om Valentinsdag

Valentinsdag, som fejres 14. februar i år, er kendt som "de elskendes helligdag". 

Det var oprindeligt en kristen fastedag, der ærede martyren Sankt Valentin, og er via senere folketraditioner mange steder i verden blevet en vigtig kulturel, religiøs og kommerciel fejring af romantisk kærlighed.

Her er det Micklas Andersen og Katrine Hansen, der synes, Valentinsdag er lidt "påduttet". Foto: Kim Møller Pedersen
Emilia Grum og Anton Kjær havde en travl aften i biografen, hvor Klassefesten 4 solgte bedst på Valentinsdag. Foto: Kim Møller Pedersen