Lolland

Benny Damgaard (th.) retter skarp kritik mod Holger Schou Rasmussen (tv.) efter det ophedede sammenstød på torsdagens byrådsmøde. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix), Foto: Ingrid Riis

Benny svarer Holger igen: - Den værste gang vås

Benny Damgaard mener, at Holger Schou Rasmussen skylder Allan Blak en uforbeholden undskyldning efter det ophedede byrådsmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er den værste gang vås, jeg har hørt fra den afgående borgmester.

Sådan lyder det fra Benny Damgaard (DD), efter at Holger Schou Rasmussen (S) over for Folketidende har afvist, at han anklagede 2. viceborgmester Allan Blak (DF) for noget på torsdagens byrådsmøde.

Ifølge Holger Schou Rasmussen gengav han blot, hvad der stod i papirerne, da han bad borgmesteren undersøge, om der var forhold i sagen, der kunne have betydning for Allan Blaks valgbarhed.

Den forklaring køber Benny Damgaard ikke.

- Først rejser man sig op og stiller tvivlsspørgsmål ved hans udpegning, og bagefter begynder man at undskylde det med, at det var for hans egen skyld. Det kan han simpelthen ikke tillade sig, siger Benny Damgaard.

Slår til en, der ligger ned

Allan Blak afviser, at sagen handler om en straffesag, og siger, at han har ren straffeattest. Arkivfoto

Som TV 2 ØST først beskrev, udviklede et ellers rutinemæssigt punkt på torsdagens byrådsmøde sig til en ophedet debat om Allan Blaks afviste udpegning til Vurderingsankenævn Storstrøm.

Benny Damgaard gik allerede på mødet skarpt i rette med Holger Schou Rasmussen og kaldte hans indlæg usportsligt.

Det ordvalg er ikke tilfældigt. Benny Damgaard henviser til, at han og Holger Schou Rasmussen gennem mange år har mødt hinanden i håndboldverdenen - både som spillere og med Benny Damgaard som dommer.

- Jeg er ikke vant til det fra en sportsmand som Holger. Han ved godt, at der er noget, der hedder sportsmanship. Her slår han til en, der ligger ned, siger Benny Damgaard.

Langt under Holgers værdighed

Ifølge Benny Damgaard burde Holger Schou Rasmussen have taget sine spørgsmål til borgmesteren, kommunaldirektøren eller kommunens jurist i stedet for at rejse dem på det åbne byrådsmøde.

- Det var så tarveligt at udstille en mand for åben skærm. Det er langt under Holgers værdighed, siger han.

Benny Damgaard mener også, at sagen hører til hos oppositionen, fordi posten i Vurderingsankenævn Storstrøm var tildelt oppositionen.

- Han skal ikke blande sin hakke en centimeter ind i vores område. Han skal holde sig langt væk og bare acceptere og respektere, at det her var en anden, vi bare udpeger, siger Benny Damgaard.

Frygter injuriesag

Benny Damgaard fortæller, at han har talt med Allan Blak efter mødet.

- Han var ked af det, skuffet og rystet. Hverken han eller jeg havde forestillet os, at nogen kunne synke så lavt, siger Benny Damgaard.

Han frygter samtidig, at sagen kan få et juridisk efterspil.

- Jeg frygter da lidt for Holgers skyld, at der kan komme en injuriesag nu. For når man drager folk i tvivl om deres skattesager, og om de er berettiget til at sidde der, så er det jo injurier, siger Benny Damgaard.

Ifølge Benny Damgaard bør Holger Schou Rasmussen derfor sige undskyld.

- Jeg forventer selvfølgelig, at Holger lægger sig fladt ned og giver en uforbeholden undskyldning for det, han har udtalt sig om, siger Benny Damgaard.

Folketidende arbejder på en kommentar fra Allan Blak.