Bjørn Thryde Petersen har som en del af Flyverhjemmeværnet været på øvelse i Finland. Foto: Benedicte Ramfjord
Bjørn vil ændre opfattelsen af Hjemmeværnet: - Folk er virkelig professionelle
Bjørn Thryde Petersen har som en del af Flyverhjemmeværnet været på militærøvelse i Finland. Han håber, at flere får øjnene op for hans og kompagnonernes arbejde.
Fem dage udenfor i Finlands bidende kulde - med ski på fødderne og fuld oppakning.
Det var virkeligheden for 40-årige Bjørn Thryde Petersen fra Nykøbing, da han deltog i det finske militærkursus Winter Course. Termometeret krøb ned til minus 28 grader, og de danske uniformer viste sig hurtigt utilstrækkelige.
Bjørn Thryde Petersens oplevelser i Finlands kulde
Bjørn Thryde Petersen fra Nykøbing deltog i et militærkursus i Finland, hvor han lærte overlevelsesstrategier i ekstrem kulde.
Som medlem af Flyverhjemmeværnet i Sakskøbing, håber han at ændre fordomme om Hjemmeværnet og vise dets professionelle arbejde.
I den bidende kulde trak den 40-årige falstring i finsk uniform, så han og kompagnonerne kunne holde varmen, mens de dygtiggjorde sig i det finske terræn.
Overlevelse
- Vi øvede en masse overlevelsesstrategier. Vi lærte at begå os i det kolde klima - både hvordan man agerer fremad, men også hvordan man klarer sig selv og overlever, siger Bjørn Thryde Petersen.
Annonce
Som bevogtningsassistent i Flyverhjemmeværnets eskadrille 233, der holder til i Sakskøbing, har han gennem tiden fået skrabet en del udstyr sammen. Noget kommer fra hans funktion i Flyverhjemmeværnet, andet fra en udstationering i Kosovo i 2025.
Udstyret kom ham til gode i Finland, hvor det ikke kun handler om at have varme handsker - men om at kunne fungere, når alt omkring én er frosset til.
Han beskriver, hvordan de danske deltagere ved ankomst fik udleveret finske uniformer, fordi deres standardudrustning ikke var bygget til de finske temperaturer.
- Den danske uniform er slet ikke egnet til de kolde temperaturer. Så vi lånte finsk uniform med en tykkere jakke og en slags windbreaker udenpå, fortæller han.
Og selv med lånt finsk udstyr var der én ting, der gik igen i løbet af kurset: Tøj af og tøj på.
- Fordi vi var så meget på ski, var det hele tiden tøj af og tøj på, så man ikke blev våd af sved. Hvis du først bliver våd, kan det blive farligt i de temperaturer, siger han.
I sneen øvede de transport af materiel og sårede, som blev trukket på kælke. Privatfoto.
Under kurset lærte han og de godt 100 andre kursister blandt andet at udøve førstehjælp i ekstrem kulde. De lærte også at lave mad og klare sig uden moderne hjælpemidler.
Hurtigt videre
Mens hårde øvelser i bidende kulde kan lyde som det værste på turen, var det stik modsatte tilfældet, fortæller han.
- Når vi spiste, sad vi bare i en lade, hvor der var stillet borde og taburetter frem. Når man sætter sig på en kold taburet, og der er minus 20 grader, så er det ikke varmt at sidde der, siger han.
Annonce
- Så det var bare hurtigt at få kørt noget mad i hovedet, så man kunne komme ud og bevæge sig igen.
Påklædningen er nemlig bare én af de ting, man skal holde sig for øje, når man øver i så kolde omgivelser. Bjørn Thryde Petersen fortæller, at han og de andre konstant sørgede for at holde sig i gang.
De trippede på stedet, hoppede op og ned og gjorde alt, hvad de kunne, for hele tiden at være i bevægelse.
- Når man har været deroppe og fundet ud af, at man sagtens kan holde varmen i de ekstreme kuldegrader, så er en øvelse i Danmark, hvor der er minus to grader, næsten småting ved siden af. Mentalt giver det rigtig meget, at man ser, at det ikke er en stor hindring, bare fordi det er et vejr, som vi har i dag, siger han og kigger ud på sneen i baghaven.
Der blev trænet skydestillinger - en noget anden opgave, når man står på ski i sneen og bærer både våben og skistave. Foto: Benedicte Ramfjord.
Militært kursus
Winter Course var ikke en ren “overlevelsestur”, men et militært kursus, hvor deltagerne skulle kunne løse opgaver i sne og frost.
Bjørn Thryde Petersen fortæller, at de rykkede rundt i terrænet med oppakning og udstyr på slæder, der blev trukket i formation - nærmest som en hundeslæde-linje, bare med soldater foran.
Bjørn Thryde Petersens hjem bugner af uniformer, hjelme og andet udstyr til brug i det frivillige arbejde. Foto: Esben Cronbach-Christensen
- Vi havde telt, ekstra ski og udstyr på en slæde, som vi trak. Det var en del af det at kunne flytte sig med alt det, man skal bruge, fortæller han.
Samtidig trænede de skydning under vinterforhold – blandt andet med finske våben og med skistave i hænderne.
- Det er noget andet end at stå på en dansk skydebane. Når du står på ski, har skistave og fuld oppakning, skal du stadig kunne finde en stabil stilling, siger han.
Annonce
Kurset rummede også træning i at transportere sårede gennem sneen, lave tilbagetrækninger og agere frem i forskellige stillinger.
Flyverhjemmeværnet
I dagligdagen herhjemme består Bjørn Thryde Petersens frivillige arbejde som bevogtningsassistent i at sikre flyvestationer - for eksempel ved at holde vagt ved militære flybaser.
Han meldte sig i Flyverhjemmeværnet i 2024, men indrømmer, at han inden da havde den klassiske idé om, at Hjemmeværnet mest handlede om hygge.
- Den fordom er fuldstændig skudt ned. Folk er virkelig professionelle, og man kan mærke, at der er mange, der brænder for det, siger han.
I Flyverhjemmeværnets eskadrille 233 i Sakskøbing er han bevogtningsassistent – en funktion, der blandt andet kan bruges til at aflaste Forsvaret ved bevogtning.
- Vi kan stå på flyvestationer og sikre områder. Det handler om at sørge for, at der ikke kommer folk ind, der ikke skal ind, fortæller han.
En del af opgaven er adgangskontrol, hvor man kontrollerer både personer og køretøjer.
- Vi træner blandt andet adgangskontrolpost. At det er de rigtige, der kommer ind og ud, og at de ikke har ting på sig, som de ikke må have, siger han.
Bjørn Thryde Petersen håber, at flere får øjnene op for Flyverhjemmeværnet - og at fordommene om Hjemmeværnet som dem, der “dirigerer trafik ved Dølle”, bliver manet til jorden.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu