Bliver det Lars, Camilla, Peter eller en helt fjerde? - Alt kan ske på valgnatten
Region Østdanmark bliver Danmarks nye superregion for godt 2,8 millioner danskere. Spørgsmålet er, hvem der kommer til at løbe med den magtfulde formandspost?
Region Østdanmark bliver en ny superregion og flere griber efter posten som formand.
Socialdemokratiets Lars Gaardhøj, SF´s Peter Westermann og Venstres Camilla Hove Lund er blandt kandidaterne, der vil sikre repræsentation og fokus på lokale sundhedsudfordringer.
Når Region Hovedstaden og Region Sjælland smelter sammen til
Danmarks største region, står borgerne på Sjælland og Lolland-Falster over for
et helt nyt politisk landskab.
Region Østdanmark bliver et administrativt og politisk monster: 46 kommuner,
60.000 ansatte og ansvar for et budget på mere end 60 milliarder kroner.
Medmindre der kommer nogle virkelige jordskred, så bliver det de samme partier som nu, der går i konstituering. den samme kreds af de gamle partier
Hans Engell, politisk kommentator
Til at styre den store biks skal der være en formand, der
får 1,38 millioner kroner i årligt honorar, og som får to næstformænd og seks
formænd for de nye sundhedsråd under sig.
Når stemmerne bliver talt op, vil der følge en nervepirrende valgnat og en
konstituering. Den nye region skal balancere mellem hovedstad og provins og
mellem gamle partier og nye, vurderer valgforskerne.
Tidligere regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen, der i dag er direktør i Dansk Håndbold og indtil for et år siden boede i Nakskov, følger valget til den nye storregion på afstand.
Annonce
Ved det seneste valg i 2021 fik han hele 51.000 personlige stemmer og slog dermed Venstres spidskandidat, Jakob Jensen.
Nu ser han med spænding på, hvordan valget udvikler sig - og han har især fokus på, hvad det kræver at få indflydelse i den nye region:
- Mandaterne er blevet væsentligt dyrere denne gang. Der skal langt flere stemmer til, og det gør det endnu mere vigtigt, at vi også får nogle kandidater med, der er lokale, siger han.
Og netop derfor mener han, at det langt fra er ligegyldigt, hvem der ender med formandsposten:
- Når man samler så mange borgere og kommuner, er det helt afgørende, at vi får en formand med et helhedssyn og med vilje til at prioritere både by og land, siger han.
Lars Gaardhøj (S) har været formand for Region Hovedstaden siden 2021.
Lars Gaardhøj (S): Erfaring og bredde
I Socialdemokratiet vil man meget gerne vinde posten.
Spidskandidat er 51-årige Lars Gaardhøj, der bor på Østerbro. Han har været
formand for Region Hovedstaden siden 2021 og er ifølge flere politiske
iagttagere et godt bud på at stå i spidsen for den nye region.
– Lars Gaardhøj har den ledelseserfaring, der skal til. Han
har været medlem af regionsrådet i Hovedstaden i mange år og har siden sidste
valg i 2021 været formand. Han dannede en bred konstituering og er kendt for at
lytte og samle partierne på tværs. Han er en respekteret politiker, fortæller
partifællen Nicolai Kampmann , der også er medlem af Region Hovedstaden.
Folketidende dækker valget – døgnet rundt
Når stemmerne skal sættes, og resultaterne begynder at tikke
ind, følger Folketidende med hele vejen. Vi holder dig opdateret dagen,
aftenen og natten igennem med alt det vigtigste fra kommunal- og
regionsrådsvalget.
Fra de første meldinger fra valgstederne til de sidste
afgørende mandater er fordelt, giver vi dig løbende nyheder, analyser,
reaktioner og overblik.
Folketidende er klar med den seneste udvikling, de store
historier og de små detaljer, der gør valgaftenen levende.
Vi er med, hele vejen – og hele døgnet.
Lars Gaardhøj selv lægger vægt på, at han vil kæmpe for at
få flere læger til yderområderne, bekæmpe ulighed i sundhed, og at han forstår
de bekymringer, der kommer fra de mindre byer:
- Jeg ved godt, hvordan det er at være i en mindre by, hvor
uddannelse forsvinder. De unge tager væk. Butikker lukker. Skoler lukker.
Stopper toget eller ikke? De følelser forstår jeg godt, for jeg voksede selv op
på landet, fortæller han.
Han peger også på, at forskellene i sundhed og levealder på
tværs af regionen er uacceptable:
Annonce
- Det er helt vanvittigt, at man kan tage en time eller to i
bil, og så falder gennemsnitsalderen fem, seks, syv eller otte år. Det går
ikke. Det skal vi gøre noget ved.
På spørgsmålet om, hvordan han vil forholde sig på
valgnatten, svarer han:
- Jeg har prøvet en del valgnætter. Man går og tripper og
taler med hinanden, indtil resultaterne kommer meget sent. Der kommer nogle
prognoser. Det plejer at være hektisk, folk er nervøse. Men det er også en god
aften, siger han.
Han går efter formandsposten og lægger ikke skjul på, at han
gerne vil have mange med ombord i en bred konstituering:
– Jeg har altid bestræbt mig på at lave brede aftaler, for
det betyder, at tingene holder mere end én periode. Det har stor værdi, og vi
har en stor opgave at løse, siger han.
Camilla Hove Lund (V) er medlem af regionsrådet i Region Sjælland og viceborgmester i Holbæk. Foto: Eva Højrup
Camilla Hove Lund (V): Sidder midt i maskinrummet
Fra Venstre stiller de med Camilla Hove Lund som
spidskandidat. Hun er medlem af regionsrådet i Region Sjælland, 49 år, bor i
Gislinge, viceborgmester i Holbæk Kommune og leder i Ringsted Kommunes
hjemmepleje. Hun sidder så at sige midt i maskinrummet for det nære sundhedsvæsen.
Det nære sundhedsvæsen og børne- og ungepsykiatrien er hendes mærkesager.
Hun peger på flere ting, der gør hende egnet til posten:
- Jeg har arbejdet som sygeplejerske og leder i mange år.
Jeg er i meget af det, som sundhedsreformen omhandler, og har et nært kendskab
til området. Derudover har jeg politisk erfaring gennem mange år, medlem af
regionen i 12 år, medlem af Holbæk Byråd i otte år, fire år som viceborgmester,
siger hun.
Om bekymringen for yderområderne siger hun:
Annonce
- De vil ikke blive glemt. Det er dét, som hele reformen
handler om. Selv om der ikke skulle blive valgt nogen fra Lolland og Falster,
så er vi sat i verden for at huske dem. Sundhedsrådene er vigtige. Her kommer
der lokale repræsentanter, som vi skal lytte meget til, for der skal træffes
mange svære beslutninger, siger hun.
Uanset hvad der sker på valgnatten, så går hun efter
samarbejde:
- Hvis jeg bliver formand, går jeg efter at lave en bred
konstituering. Hvis jeg ikke bliver formand, så bliver jeg ikke fornærmet. Så
vil jeg søge indflydelse, slår hun fast.
Peter Westermann (SF) er formand for social- og psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, hvor han har siddet i 8 år. Foto: Eva Højrup
Peter Westermann (SF): Psykiatriens forkæmper
SF står i de foreløbige meningsmålinger til et godt valg. De
stiller med Peter Westermann som spidskandidat. Han er formand for social- og
psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, hvor han har siddet i 8 år. Tidligere
har han været folketingsmedlem og næstformand for SF.
Peter Westermann er 40 år og lærer på Grundtvigs Højskole i
Hillerød. Han forstår bekymringen for, at Lolland og Falster kan risikere at
blive glemt:
Alle valgte skal tilgodese helheden i regionen, men det er
vigtigt med stemmer, der kan råbe op på vegne af et område. Jeg håber, at
Lolland og Guldborgsund kommuner bliver repræsenteret, for her har vi nogle
helt særlige forhold, der skal fokus på. SF har opstillet Joan Kragh fra
Guldborgsund på en 8. plads, der ser ud til at give valg, fortæller han.
Peter Westermanns mærkesag er ubetinget psykiatrien:
- Psykiske lidelser er ofte komplekse. Patienterne skal ses
og høres, og vi skal sikre bedre støtte og sammenhæng til hverdagen. Det
kræver, at vi griber potentialet i sundhedsrådene for at slå bro mellem
kommunernes og regionernes ansvar for skoler, botilbud og psykiatri, siger han.
Som spidskandidat går han også efter formandsposten:
Annonce
- Jeg kan sætte en retning, som får den nye region godt fra
start. Det vigtigste bliver, at vi konsekvent sætter ind for at forbedre
forholdene for dem med de største behov. Vil nogle politikere ikke den vej,
skal de ikke standse os andre. Jeg er ikke bange for politik og uenighed, siger
han.
Også han er, som sine konkurrenter, dog klar til samarbejde
på tværs:
- Jeg ønsker et godt, stabilt og leveringsdygtigt flertal,
som kan tage ansvar for den opgave, vi har foran os: at skabe en region med
mindre ulighed i sundhed og et stærkt og mere nært sundhedsvæsen, siger han.
Det er ikke sikkert, der kommer nogen fra Lolland og Falster ind. De tyndt befolkede områder får svært ved at få en ind. Der vil være byer, som ikke er repræsenteret. Det er ærgerligt og strider mod logikken
Kasper Møller Hansen, valgforsker, Københavns Universitet
Eksperterne: Gaardhøj er favorit – men ikke uden forbehold
Ifølge professor Kasper Møller Hansen fra statskundskab på
Københavns Universitet peger alt på, at Socialdemokratiet - og dermed Lars
Gaardhøj - står stærkest.
Annonce
- Mit bud er, at det bliver en socialdemokrat, altså Lars
Gaardhøj. De står stærkt i den røde lejr, og han er den eneste, der er kendt og
fører valgkamp i hele regionen. Konstitueringen skal ses omkring ham, vurderer
Kasper Møller Hansen.
Men han advarer mod den geografiske ubalance:
- Det er ikke sikkert, der kommer nogen fra Lolland og
Falster ind. De tyndt befolkede områder får svært ved at få en ind. Der vil
være byer, som ikke er repræsenteret. Det er ærgerligt og strider mod logikken,
når man vil have en bedre sundhedsstruktur, mener han.
Skævvrider balancen mellem by og provins
Politisk kommentator Hans Engell deler bekymringen:
Annonce
- Vi får en superregion, der vil skævvride balancen mellem
by og provins. Hele den sydlige del er bekymret, kan jeg høre, når jeg er ude
og tale med folk til diverse møder. De er bekymrede for, at der ikke bliver
valgt nogen, der kender vores område. Pludselig sidder der politikere, der ikke
kender vores del af landet, fortæller han.
Region Østdanmark
46 kommuner i alt: 29 i Region Hovedstaden og 17 i Region Sjælland
Region Hovedstaden: 1.936.735 indbyggere, heraf 1.532.918 stemmeberettigede
Region Sjælland: 855.993 indbyggere, heraf 693.311 stemmeberettigede
Valgdeltagelse i 2021:
Region Sjælland: 66,96 procent
Region Hovedstaden: 64,66 procent
Han peger samtidig på, at vælgerne ofte stemmer ud fra
vaner:
- De stemmer, som de ville gøre til et folketingsvalg. De
stemmer ikke personligt. for de kender ikke de pågældende politikere, siger Hans
Engell.
Tidligere regionsrådsformand for Region Sjælland, Heino Knudsen, mener at den nye formand for Region Østdanmark skal have et helhedssyn. Arkivfoto: Anders Knudsen
Pia Kjærsgaard har ikke en chance
Han vurderer, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti kan få
et stærkt valg:
- Dansk Folkeparti står stærkt lige nu og er det eneste
parti, der stiller med en kendt, nemlig Pia Kjærsgaard. Hun får mange stemmer –
mange vil gerne sige tak til hende for mange års arbejde, siger han.
Selvom Pia Kjærsgaard har erklæret, at hun går efter
formandsposten, vurderer han ikke, at hun har en chance:
- Det vil blive svært for hende at blive formand. De andre
gamle partier vil rotte sig sammen. De vil ikke have hende, siger han.
Selvom Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk
Folkeparti ligger godt i meningsmålingerne, og regeringspartierne ligger knapt
så lunt, vurderer han dog, at magten i sidste ende bliver, hvor den plejer:
- Medmindre der kommer nogle virkelige jordskred, så bliver det
de samme partier som nu, der går i konstituering. den samme kreds af de gamle partier, siger han.
Hvad der sker på valgnatten og den efterfølgende konstituering, står åbent. Men én ting er sikkert: Den nye storregion får et omfattende politisk maskinrum. Regionsrådsformanden skal have to næstformænd, og der skal vælges i alt seks formænd for de nye sundhedsråd, som indtil videre kun eksisterer på tegnebrættet.
De nye medlemmer af Region Østdanmark får travlt.
De nye sundhedsråd
For at styrke samarbejdet mellem region og kommuner oprettes
der i alt 16 sundhedsråd. I Region Østdanmark kommer der seks sundhedsråd. De
træder i kraft 1. januar 2027 og her vil der sidde folkevalgte fra
kommunalbestyrelserne og fra regionsrådene.
Sundhedsrådenes opgaver bliver at sikre en mere
sammenhængende sundhedsindsats. Sygehuse, praktiserende læger og kommunale
sundhedstilbud skal arbejde tættere sammen. De skal have særligt fokus på
forebyggelse, ældrepleje og koordinering af sundhedstilbud tæt på borgerne.
Sundhedsrådene erstatter regionernes tidligere stående
udvalg. I det nuværende Region Sjælland oprettes to sundhedsråd:
Sundhedsråd Østsjælland og Øerne
Dækker kommunerne: Køge, Solrød, Greve, Roskilde, Stevns,
Faxe, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland
Består af: 21 medlemmer – 10 kommunale og 11 regionale.
Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland
Dækker kommunerne: Slagelse, Holbæk, Næstved, Ringsted, Sorø, Odsherred,
Kalundborg, Lejre
Består af: 21 medlemmer – 10 kommunale og 11 regionale.