Den kommende direktion i Guldborgsund Kommune. Fra venstre: Marianne Stentebjerg, Christian Refstrup, Henrik Nielsen og Karina Nørby. Foto: Guldborgsund Kommune
Borgere raser over ansættelse af ny direktør: "Ingen kvaler, vi betaler"
Ansættelsen af Marianne Stentebjerg som ny direktør i Guldborgsund Kommune møder massiv kritik fra borgere. På sociale medier stilles der spørgsmål ved dømmekraften.
Ansættelsen af Marianne Stentebjerg som ny fagdirektør for Børn & Læring i Guldborgsund Kommune møder kritik fra lokale borgere på sociale medier.
Borgmester Simon Hansen forsikrer om, at kommunen er tryg ved beslutningen efter en grundig proces, trods borgernes bekymringer om hendes fortid.
Ansættelsen af Marianne Stentebjerg som ny fagdirektør for Børn & Læring i Guldborgsund Kommune har udløst en bølge af kritik.
På Folketidendes Facebook-side, hvor historien er delt, reagerer en lang række borgere kritisk på beslutningen - særligt med fokus på hendes fortid med fyring og kritik i andre kommuner.
Flere stiller spørgsmål ved, hvorfor kommunen vælger en kandidat med den baggrund.
- Der må være en grund til, at hun er fyret to steder fra. Er hun ikke god nok, og er det spild af penge for os her i Guldborgsund? skriver Jesper Wøldike Olsson.
Andre peger på risikoen for, at ansættelsen kan blive dyr for kommunen.
Annonce
- Ingen kvaler, vi betaler, skriver Michael Olsen, mens en anden borger stiller spørgsmål ved, om der allerede er taget højde for en mulig fratrædelse.
Kommentarerne fra blandt andre Jørgen Willum Hansen og Jesper Wøldike Olsson er blandt de mange kritiske reaktioner på ansættelsen af den nye direktør i Guldborgsund Kommune. Screendump
Frygter ny fyring
Flere kommentarer udtrykker også skepsis over, hvor længe den nye direktør bliver i stillingen.
- Lad mig gætte på, at om et par måneder er hun også blevet fyret igen, skriver Jørgen Willum Hansen.
- Hun ryger snart ud med en stor pose penge i hånden. Typisk Guldborgsund, lyder det fra Lars Hansen.
Utilfredsheden er tydelig i kommentarfeltet, hvor blandt andre Jørgen Petersen, Michael Olsen og Lars Hansen langer ud efter både kommunen og beslutningen om at ansætte den nye direktør. Screendump
Samtidig retter flere kritik direkte mod byrådet og kommunens ledelse.
Marianne Stentebjerg er ansat som ny direktør for Børn & Læring i Guldborgsund Kommune og tiltræder stillingen 1. maj. Privatfoto
- Det fortæller en hel del om vores byråds evner, skriver Jørgen Petersen og kalder ledelsen blandt de dårligste i landet.
Baggrund med kritik
Marianne Stentebjerg blev i december 2025 afskediget som direktør i Slagelse Kommune efter knap tre år i stillingen. Årsagen er ikke offentliggjort.
Inden da var hun direktør i Nyborg Kommune, hvor hendes ledelse blev kritiseret, og hvor en advokatvurdering ifølge TV2 Fyn pegede på mangelfuld og illoyal orientering af politikerne.
Annonce
Det er den baggrund, der nu får flere borgere til at reagere.
Borgmester afviser
Borgmester Simon Hansen (S) har tidligere over for Folketidende afvist bekymringerne og understreget, at kommunen har haft en grundig ansættelsesproces.
- Vi er helt trygge ved, at Marianne er det rigtige valg som direktør i Guldborgsund Kommune, har han sagt.
Ifølge borgmesteren er der blandt andet gennemført flere samtalerunder, tests og indhentet referencer.
Den nye direktør tiltræder stillingen 1. maj.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu