Krimi

Arkivfoto: Rigspolitiet

Borgertip gav gevinst: Ræsede gennem byen med 91 km/t 

Det gik alt, alt for stærkt, da politiets fartkontrol rykkede ud til en lille by på Lolland.

Offentliggjort

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde igen onsdag travlt med fartkontrollerne – og det var især én kontrol på Vestlolland, der skiller sig ud.

Der var endda tale om en såkaldt bestilt færdselskontrol, hvor borgere har mulighed for at melde bestemte strækninger ind til politiet, hvis de oplever for høj fart. Og der var rigtigt nok meget fart på, da ATK-vognen lagde vejen forbi Tårsvej i Branderslev nord for Nakskov.

Fra klokken 5 om morgenen og i syv og en halv time frem holdt fotovognen øje med trafikken i 50-zonen.

425 bilister kørte forbi i tidsrummet, og ud af dem kørte 28 for hurtigt og kan se frem til en bøde. Seks af dem havde så meget fart på, at det også giver et klip, mens det gik endnu værre for tre bilister, der får en betinget frakendelse af kørekortet.

Den hurtigste susede forbi kameraet med hele 91 kilometer i timen.

Tre klip ved center

I Eskilstrup var der noget mere roligt, selvom der også her var tale om en bestilt kontrol.

ATK-vognen tog opstilling ved Eskilstrup Vestergade fra klokken 11.39 til 13.22, og her var der blot én af de 55 målte bilister, der kørte hurtigere end de tilladte 50 kilometer i timen.

Lidt senere på eftermiddagen var vognen rykket til Guldborgvej i 60-zonen nær Guldborgsundcentret.

Her stod den fra klokken 14.33 til 17.15, og i eftermiddagstrafikken passerede 715 køretøjer fartkameraet.

Langt de fleste kunne overholde reglerne, for blot otte af bilisterne kørte for hurtigt - tre af dem med så høj fart, at det også giver et klip i kørekortet. Den hurtigste kørte 89 kilometer i timen.

Onsdagens sidste lokale fartkontrol fandt sted på Møllevej i Hunseby. Her overholdt alle fartgrænsen.