Guldborgsund

Det var John Brædders (billedet) tid som borgmester, at Søren Bonde blev ansat som kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune. Arkivfoto: Ingrid Riis

Brædder var med til at ansætte Bonde: - En ufattelig sorgfuld dag

Det var i John Brædders tid som borgmester, at Søren Bonde blev ansat som kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune. 

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er en ufattelig sorgfuld dag. Det er virkelig, virkelig trist.

Sådan lyder de første ord fra Guldborgsund Kommunes tidligere borgmester og nuværende byrådsmedlem John Brædder ovenpå nyheden om, at kommunens tidligere kommunaldirektør Søren Bonde søndag blev dræbt i en tragisk trafikulykke ved Randers, hvor hans motorcykel stødte sammen med en bil.

I samme ulykke blev en 45-årig kvinde alvorligt kvæstet og er indlagt i kritisk tilstand. Folketidende erfarer, at der er tale om Søren Bondes hustru. 

Passagererne i bilen slap ifølge TV2 Østjylland uskadt fra ulykken.

- Søren elskede sin motorcykel, og det er mit indtryk, at han var en meget ansvarsfuld motorcyklist, så det er virkelig tragisk, siger John Brædder.

Ansat mens Brædder var borgmester

Det var i John Brædders borgmestertid, at Søren Bonde i maj 2016 blev ansat som ny kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune. Inden da havde han været kommunaldirektør i Sønderborg Kommune, men var blevet fritstillet nogle måneder tidligere.

- Søren har gjort rigtig mange gode ting for Guldborgsund Kommune, og det skylder vi ham en stor tak for. Han havde vist i sin tid i Sønderborg, at han kunne vende afvikling til udvikling af en kommune.

- Han havde et tæt samspil med vores kommunale organisation og vores lokale erhvervsliv. Han havde den opfattelse, at vi kan mere, end vi tror, og den tankegang fik han implementeret.

- Søren var også en dygtig økonom og en dygtig rådgiver for hele byrådet. Han var et meget intelligent menneske, og jeg er ikke i tvivl om, at han kunne have nået langt i en privat virksomhed også, hvis han havde valgt at gå den vej, mindes John Brædder.

Sagde sin mening

Søren Bonde var kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune gennem 10 år, indtil han gik på pension i foråret. Arkivfoto: Claus Hansen

Søren Bonde kunne dog også være kontant, bemærker den tidligere borgmester.

- Der var mange, der slog sig på ham, fordi han sagde sin mening, Men han forstod også at træde et skridt tilbage, når han blev bedt om det, siger John Brædder.

Men på dagen, hvor nyheden om Søren Bondes pludselige død nåede offentligheden, er det de gode minder, der sammen med sorgen fylder John Brædders tanker om den tidligere kommunaldirektør. 

- Han var en fyr, som kom fra små kår og opnåede at blive kommunaldirektør. Det kræver intelligens, gå-på-mod og mange interessetimer.

- Jeg vil huske ham for rigtig mange gode ting, slutter John Brædder.

Søren Bonde blev 66 år. Han stoppede som kommunaldirektør med udgangen af april måned i år for at gå på pension.