Guldborgsund

Her er det fra venstre Majken og Peter Andersen bagerst flankeret af Hanne og Eigil Juhl - alle fire skal bo i de nye boliger ved sukkerfabrikken. Foto: Kim Møller Pedersen

Byen med byggeboom lokker:
- Vi har jo det hele lige omkring os

Sakskøbing Boligselskab og entreprenør Martin Skibsted er klar med 41 nye almene boliger tæt ved den gamle sukkerfabrik. Her arbejdes der stadig videre frem mod den helt store plan om at opføre det, der kan ende som en helt ny bydel i Sakskøbing med godt 150 nye boliger i alt.

Offentliggjort

Sakskøbing Boligselskab har i de senere år været engageret i adskillige store byggeprojekter som eksempelvis Rørbækhuse og nu Sukkervænget ved den gamle sukkerfabrik. 

Om Sukkervænget

  • De 41 boliger er fordelt på et- og to-plans-boliger på henholdsvis 82 og 95 kvadratmeter.
  • Hver bolig får egen lille have eller terrasse, hvor beboerne kan nyde de grønne omgivelser tæt på Sakskøbing Å og sø. 
  • Samtidig er der stisystemer, indkøb, skole, sportshal og offentlig transport tæt på.
    • De nye lejeboliger på Sukkervænget er en del af et større byfornyelsesprojekt for grunden omkring den historiske sukkerfabrik, hvor der bliver opført blandede boligtyper. 

Entreprenør Martin Skibsted, som ejer Saxkjøbing Sukkerfabrik, er gået sammen med Sakskøbing Boligselskab i et stort byggeprojekt, som i sin fulde skala indeholder godt 150 boliger på den tidligere sukkerfabriks område. Og for nylig var der præsentation af 41 indflytningsklare boliger i den første etape af det store projekt.

Enorm efterspørgsel

- 41 nye boliger og allerede med en enorm stor efterspørgsel. Folk vil gerne bo i noget, hvor man kommer tæt på jorden, og hvor man kan leve i et fællesskab med andre, som man også kommer til at kunne gøre det her. Samtidig er det utrolig bynært og tæt på indkøbsmuligheder, byen og stationen, lød det i indvielsestalen fra borgmester Simon Hansen.

Hos Folketidende har man i de senere år haft mulighed for at læse om et tiltagende byggeboom i Sakskøbing. Masser af nye lejligheder har gjort sig til i Torvegade, Søndergade, på en tidligere skolegrund og nu også på et tidligere sukkerfabrik-område.

Og der er fortsat stor søgning mod de mange nye lejligheder i byen.

27 er på plads

- Lige nu og her har vi 27 udlejet ud af de 41, og der er masser af efterspørgsel efter de sidste, lød det fra formand for Sakskøbing Boligselskab Lene Rørholt om den seneste udvikling med Sukkervænget.

Går det helt galt, så gifter vi os

Vagn-Aage NIelsen

- Det er otte måneder siden, vi gik i jorden, konstaterede en tilfreds entreprenør Martin Skibsted, som bygger for Sakskøbing Boligselskab.

Nu er 41 almene boliger således klar med indflytningsmulighed for de første allerede fra starten af marts. Den chance kunne Vagn-Aage og Elly Nielsen ikke forpasse.

Mangler at få solgt

- Vi har stadig et hus, som vi skal have solgt i Nørre Alslev. Men da vi så det her, var vi ikke i tvivl. Vi tager chancen, og så får vi nok solgt vores hus snart, lød det fra Elly Nielsen, som flytter ind i en af Sukkervænget-boligerne om få dage.

- Vi har jo det hele lige omkring os med byen tæt på, indkøbsmuligheder og en station lige i nærheden. Den chance blev vi nødt til at tage, lød det fra Vagn-Aage Nielsen.

Vagn-Aage og Elly Nielsen tager chancen uden at have solgt huset i Nørre Alslev endnu. Foto: Kim Møller Pedersen

Parret er i øvrigt ikke gift, blev det understreget. 

- Men går det helt galt, så gifter vi os, lød det med et stort smil på læben fra Vagn-Aage om at tage springet fra Nørre Alslev til et nyt eventyr i Sakskøbing.

Måske med trillebør

Samme smil var også til stede hos fire andre nye lejere på Sukkervænget, som fik chancen for at studere de nye omgivelser efter borgmestertalen og bygherrens tak til samarbejdspartnerne.

- Vi overvejer at flytte med trillebøren, for vi kan kigge herover fra dér hvor vi bor nu i Skolegade, lød det fra Majken Andersen.

Hun har sammen med manden Peter solgt en gård lidt uden for Sakskøbing for et år tilbage, herefter boet til leje i Skolegade lige ved siden af Sukkervænget-boligerne og kan altså ny rykke få meter hen til den nye bopæl.

- For os er det også det her med at have det hele tæt på og ikke mindst en station med muligheder for at komme videre derfra, som tæller, lød det fra Majken.

- Det er alderdomssikring, slog gemalen Peter Andersen fast.

Roklubben var med indover

Hanne og Eigil Juhl var også ude for at se deres kommende nye omgivelser, og parret fra Toreby var hurtige til at springe på argumenterne om indkøbsmuligheder og en station tæt på samt en meget bynær placering.

- Vi har været medlemmer af Saxkjøbing Roklub i noget tid, og det er faktisk også det, som har trukket os til at vælge at bo i Sakskøbing. Jeg synes, byen har et rigtig godt foreningsliv, og man kommer hurtigt til at have et netværk, lød det fra Hanne Juhl.

Kort om projekt Sukkervænget

  • Martin Skibsted, der ejer Saxkjøbing Sukkerfabrik-grunden, står for 20 procent af etagearealet i projekt Sukkervænget med private boliger. Sakskøbing Boligselskab står for resten af etagearealet opført som almene boliger.
  • 41 boliger af planlagte 156 boliger er nu færdigopført, og i forhold til de oprindelige planer for det store samlede byggeprojekt arbejdes der stadig videre på noget, der ifølge bygherre Martin Skibsted "kommer til at ligne de oprindelige planer".
  • De første planer for projektet Sukkervænget rummede skitser for opførelse af fem parcelhuse på hver 150 kvadratmeter, 18 etplans-rækkehuse på hver 89 kvadratmeter, 30 halvandetplans-etageboliger på hver 80 kvadratmeter, 10 søhuse på hver 125 kvadratmeter, 22 toplans-etageboliger på hver 89 kvadratmeter, 16 toplans-rækkehuse på hver 89 kvadratmeter, 12 to og en halvplans-etageboliger på hver 83 kvadratmeter og endelig 52 punkthuse på hver 89 kvadratmeter.
Borgmester Simon Hansen og til højre entreprenør Martin Skibsted tog en fælles rundtur i de nye boliger. Foto: Kim Møller Pedersen
Formand for Sakskøbing Boligselskab Lene Rørholt bød velkommen til de mange gæster, som fik et kig ind i de nye boliger. Foto: Kim Møller Pedersen