Guldborgsund

Politikens chefredaktør Christian Jensen hyldede de anonyme kilder og whistleblowere, som tør give indsigter videre til pressen. Foto: Kim Møller Pedersen

Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder

Som altid var der godt fyldt op på stolerækkerne til grundlovsmødet hos Højskolen Marielyst. Denne gang var det formand for Folkehøjskolernes Forening Lisbeth Trinskjær og Politikens chefredaktør Christian Jensen, der var talere. Sidstnævnte hyldede eksempelvis de anonyme kilder og whistleblowere, der tør give indsigter videre.

Offentliggjort

- Helt overordnet har vi i Danmark et velfungerende folkestyre, lød det fredag eftermiddag fra Politikens chefredaktør Christian Jensen.

Det skete på Højskolen Marielyst som dagens sidste grundlovstaler efter formand for Folkehøjskolernes Forening Lisbeth Trinskjær, der også var sat på plakaten.

Roser og "røg"

Christian Jensen nøjedes ikke med at sende roser videre til det danske folkestyre. Eksempelvis fik en vis Lars Boje Mathiesen en del "røg" fra chefredaktøren for sin rolle som formand for og stifter af partiet Borgernes Parti. 

- Lars Boje ville give magten tilbage til befolkningen. Ville gå op mod griskheden iblandt de partiledere, som jo kun er i politik for at rane til sig. Og nu havde vi så manden med den store fane ridende ud over den demokratiske steppe, som sagde: Stem på mig, det er mig Lars Boje Mathiesen, som kæmper Jeres kamp. Det var der 2,1 procent af befolkningen, der valgte at tro på, lød det fra Christian Jensen.

Gjort det godt nok?

Det fik chefredaktøren til at stille et retorisk spørgsmål ud mod de fyldte stolerækker hos Højskolen Marielyst.

- Havde vi gjort vores arbejde godt nok i pressen til at få efterprøvet hans budskaber?, spurgte Christian Jensen og fortsatte:

- Når det nu viser sig, at han har lavet de mest antidemokratiske - faktisk totalitære - vedtægter, noget dansk parti har lavet, ved at aflyse medlemsdemkratiets vedtægter. Lars Boje Mathiesen kan ikke afsættes som formand i fire år. Der er ikke nogen mulighed for, at der er et flertal, som siger, at vi vil noget andet. Det er ikke repræsentativt demokrati i den ånd, Grundloven, forfatningen og systemskifter er skabt, bemærkede Christian Jensen.

Chefredaktøren kom også ind på vigtigheden af, at der er nogle, som tør udfordre magthavere ved at dele deres indsigter som anonyme kilder og whistleblowere.

Hyldest til anonyme kilder

Derfor benyttede Christian Jensen også grundlovsdagen til at sende en hyldest ud til alle dem, der tør dele deres indsigter vel vidende, at det måske også kan koste noget, hvis man eksempelvis sidder et sted i en administration eller i eksempelvis et ministerium. Christian Jensen fandt således lejlighed til at nævne rigsretssagen med daværende minister Inger Støjberg i en hovedrolle. 

Rigsretssagen - ofte omtalt som barnebrudssagen mod Inger Støjberg - vedrørte en ulovlig instruks, den daværende udlændinge- og integrationsminister udstedte i 2016. Den pålagde Udlændingestyrelsen at adskille alle mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller eller samlevere uden individuelle vurderinger. Sagen endte med, at Rigsretten fandt Inger Støjberg skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedsloven, og Støjberg endte med at blive idømt 60 dages ubetinget fængsel.

Sagen rullede sig ud i offentligheden, efter at to journalister fra Politiken - med hjælp fra anonyme kilder - optrevlede sagen.


I år blev der budt på indendørs grundlovstale hos Højskolen Marielyst. Foto: Kim Møller Pedersen