Lolland

Christoffer rækker ud for at få venner: - Det må aldrig blive et tabu

Christoffer Poul Wendelboe fra Stokkemarke følte sig ensom - så skrev han i Nakskov gruppen på Facebook, at han savner venner. Det er der kommet meget godt ud af. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Christoffer søger fællesskab i Nakskov

  • Christoffer Poul Wendelboe fra Stokkemarke rakte ud på Facebook for at finde nye venner. 
  • Hans initiativ blev modtaget meget positivt og han er nu i gang med at skabe nye venskaber. 

"Mangler en eller flere buddy's!

Jeg savner en eller flere at tage til koncerter med, spille hygge bold, gå i Saunagus eller andet sjovt… Er jeg den eneste? Alder gerne mellem 25-35". 

Sådan lød ordene på Facebook, da Christoffer Poul Wendelboe rakte ud. 

Det var lidt vildt at dele det med hele Nakskov

Christoffer Poul Wendelboe

- Jeg følte mig ensom og savner noget kontakt i min hverdag. Jeg er lidt introvert, så jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle gøre det, fortæller han. 

Da han trykkede på knappen, var han da også en smule bekymret. 

- Min første tanke var desværre, hvad alle dem, jeg kender, nu vil tænke om mig. At jeg er ensom. Det er lidt tabu-belagt, så jeg troede, at de ville tænke, "Nå, har han ikke nogen venner?". Det var lidt vildt at dele det med hele Nakskov, fortæller han. 

Opslaget her blev lagt ud i Nakskov-gruppen på Facebook den 17. marts.

Christoffer Poul Wendelboe er 34 år og er vokset op i Næstved, han flyttede til Lolland for otte-ti år siden. 

- Mit netværk er på Sjælland og bor langt væk, på arbejdet er mine kolleger lidt ældre. 

Positive reaktioner

Christoffer Poul Wendelboe bor i Stokkemarke. Han er i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent efter at have arbejdet i 11 år som hjælper. 

Når han har fri, skriver han sange og musik i sit lydstudie, han skriver popsange, blandt andet skriver han til Mario, eksempelvis er det ham, der har været med til at skrive Technobarn og Os to sammen.

Et skridt ud af ensomheden

Tal fra Social- og Boligstyrelsen viser, at ensomhed rammer flere, end man tidligere troede.

Næsten én ud af ti danskere oplever tegn på svær ensomhed. Det svarer til 470.000 mennesker over 16 år.

Tal fra 2023 viser, at ensomheden er steget siden 2013, hvor 6,4 procent følte sig svært ensomme, til 12,4 procent i 2021 og 9,6 procent i 2023.

Men der er hjælp at hente:

  • Ventilen tilbyder fællesskaber for unge mellem 15 og 25 år.
  • Headspace har anonym rådgivning for unge flere steder på Lolland-Falster.
  • Boblberg.dk og lokale Facebook-grupper fungerer som digitale mødesteder for mennesker, der føler sig alene.
  • Og så kan man række ud – sådan som Christoffer valgte at gøre.

Reaktionerne på opslaget har heldigvis været positive. 

- Jeg var meget interesseret i, om andre havde det ligesådan som mig. Dem, der er seje, er dem, der siger, at de har det på samme måde, siger  Christoffer Poul Wendelboe.  

Flere skriver, at de mener, at Christoffer Poul Wendelboe er modig - og vil gerne være venner med ham: 

"Jeg er tilflytter fra Sjælland til Nakskov for små to år siden og kender heller ikke rigtig nogen, jeg er total på", står der i en af kommentarerne, en anden skriver: "Du er velkommen til at skrive, jeg er 29 år og bor i Stokkemare"

Der kom også tilbud om et arrangement med sauna-gus og om gratis foredragsbilletter til to.

- Det er så fedt, at de tilbyder det, det er supersødt af dem, siger Christoffer Poul Wendelboe.

Hvordan møder man nye mennesker?

En af dem, som han er blevet kontaktet af, har han nu været ude at spille padel-tennis sammen med, og det er endda så heldigt, at han bor tæt på  Christoffer Poul Wendelboe.

- Det er rart, at folk er friske på at møde hinanden, og at de vil erkende, at det er svært. For hvordan får man mødt nye mennesker? Man må jo mødes nogle gange, og hvis kemien er der, så kan der være et venskab at bygge på, siger Christoffer Poul Wendelboe.  

- Det er dem, der har skrevet, der er seje, understreger han.