Guldborgsund

Billedet her er taget for adskillige år siden, og børnene på billedet har ikke forbindelse til den aktuelle artikel. Arkivfoto: Steen Thornit

Dagpleje-besparelser rammer by hårdt: Alle pladser forsvinder

Den kommunale dagplejes dage i Guldborgsund Kommunes fjerdestørste by er talte. Flere forældre undrer sig over kommunens beslutning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som Folketidende kunne fortælle i begyndelsen af juli, har et faldende børnetal i Guldborgsund Kommune betydet, at Guldborgsund Kommune har opsagt samarbejdet med 10 af kommunens 56 dagplejere. 

Hvad der ikke blev fortalt dengang, er, at fire af de 10 dagplejere kommer fra Nørre Alslev - og dermed vil kommunens fjerdestørste by være helt uden dagplejere fra nytår.

Det har fået flere af de forældre, der i dag har børn hos dagplejere i Nørre Alslev til at reagere. De forstår ikke, hvorfor kommunen vælger at opsige samtlige dagplejere i byen med cirka 2.300 indbyggere, mens man i den nærliggende Eskilstrup fortsat vil have flere dagplejere.

- Det er meget voldsomt, at man nedlægger alle dagplejerne i så stor en by. Hvorfor har man valgt det? Når først man har fjernet pladserne, bliver de svære at få igen. Vi anerkender, at der er en udfordring med, at børnetallet falder, men kunne man ikke nøjes med at fjerne eksempelvis to og så omplacere børn til de, der er tilbage?, siger Henrik Ingerslev og Anja Klesiewicz, der selv har en søn, der går i dagpleje i Nørre Alslev.

Nogle af børnene når at blive så gamle, at de alligevel skal videre fra dagplejen, inden den lukker, men Henrik Ingerselv og Anja Klesiewiczs søn hører ikke til den gruppe. Han skal skifte til en anden dagpleje i Stubbekøbing, inden han mindre end et år senere skal tilbage til Nørre Alslev for at gå i børnehave.

- Men det er ikke kun vores egen situation, vi vil fremhæve - det er det større perspektiv, som har betydning for hele byen og kommunens fremtidige prioriteringer, siger de og fremhæver, at Nørre Alslev både har station med togforbindelse til København og Nykøbing, indkøbsmuligheder og et aktivt lokalsamfund.

De frygter, at en del af det får sværere vilkår i fremtiden, hvis børnefamilierne ikke længere kan vælge at få deres barn passet i dagpleje i byen.

En andet bekymret forældrepar er Katja Pilborg og hendes mand, som ganske vist ikke bliver direkte påvirket, da deres søn når at gå ud af dagplejen, inden den lukker.

Men de er bekymrede på andre småbørnsfamiliers vegne - eller hvis de selv får et barn mere.

- Det kan jo også påvirke logistikken omkring ens arbejdsliv, hvis man skal til at finde dagplejeplads i en anden by. Det er ikke alle forældre, som er privilegeret med en bil og kan aflevere deres barn hos en dagplejemor i en anden by, siger Katja Pilborg, der selv arbejder i Solrød, mens hendes mand arbejder i Maribo og Kettinge.

Hun er også bekymret for, om der bliver ressourcer nok til, at dagplejen også kan rumme børn med særlige behov i den nye struktur.

- Vores søn ville aldrig have passet til en vuggestue, og der havde ikke været de nødvendige ressourcer i en vuggestue til ham. Derfor er vi også bekymrede for, at andre børn med særlige behov vil blive glemt i systemet og ikke få den korrekte støtte på grund af manglende ressourcer, siger hun.

Kommunens svar

Malene Friese, der er leder af dagplejen i Guldborgsund Kommune, understreger, at det "på ingen måde er sjovt" at skulle gennemføre besparelserne. Hun forklarer afskedigelserne af dagplejerne i Nørre Alslev med manglende efterspørgsel.

- Vi har kigget på, hvor vi har børn henne, og hvor vi har børn på venteliste, og der er ingen børn på venteliste i Nørre Alslev. 

- Men er det ikke en lidt kortsigtet løsning? For der kan jo godt komme nogle børn senere, som så ikke har anden mulighed end at søge udenbys, hvis de vil have en dagplejeplads?

- Det er politikerne, der beslutter, hvor mange midler, der er til at drive dagplejen for. Med det budget, vi er blevet tildelt, kan jeg kun få den økonomiske drift til at hænge sammen, hvis jeg sikrer, at vi ikke har tomme pladser. Uden børn på venteliste er dette ikke muligt. Derfor har jeg desværre set mig nødsaget til at opsige alle dagplejere i Nørre Alslev.

- Men kan man så genåbne den, hvis behovet pludselig viser sig, eller hvor vanskeligt er det?

- Der er ikke truffet nogen beslutning om, at området er lukket for dagplejer, så hvis der på et tidspunkt kommer børn nok til, at vi kan sikre, at der er fyldt op, og mere end bare i et halvt års tid, så kan man godt åbne igen.

Når det handler om børn med særlige behov, siger Malene Friese:

- Vi kigger ikke specifikt på børn med særlige behov. Vi kigger på, om det er muligt at have en dagpleje kørende, og det er jo også muligt at få børn med særlige behov passet i en vuggestue. Men det er jo heller ikke sådan, at man ikke må skrive sig op til dagpleje indenfor et andet geografisk område, hvis man mener, at det kan være en bedre løsning. 

De forældre, Folketidende har talt med, undrer sig, at dagplejen i Eskilstrup næsten går fri for besparelser, når Nørre Alslev mister alle sine dagplejere. 

- Der kommer også besparelser i Eskilstrup, for der er heller ikke børn nok til at undgå det, men der vil stadig være fire dagplejere tilbage.

- Har I overvejet eksempelvis at skære lidt flere væk i Eskilstrup og bevare en eller to i Nørre Alslev, så der stadig er dagplejere der?

- Det hele har været i spil. Nørre Alslev og Eskilstrup har samarbejdet på tværs i en årrække, hvor børnene er blevet gæsteplaceret på tværs, og forældrene er ikke særligt begejstrede for at skulle køre et andet sted hen end der, hvor de hører til. Så det er alt andet lige bedst for vores drift, når forældrene kan placeres der, hvor de selv er bosat, forklarer Malene Friese.

- Her og nu ville det betyde, at halvdelen af børnene fra Eskilstrup skulle placeres i Nørre Alslev, og det ville der også være en risiko for, at vi kunne blive valgt fra på, tilføjer hun.

Dagplejens budgettildeling er baseret på, at hver dagplejer har fire børn indskrevet. Der må ikke være flere ,og hvis der er færre, skabes der underskud, da budgettet reguleres efter antallet af indskrevne børn.

De opsagte dagplejere har forskellige fratrædelsesvarsler, men de sidste stopper til nytår.