Nytår

Mick og  Jeanett Ravneberg står for Krudtteltet Sakskøbing igen i år, hvor sidste års minus efter det store tyveri skal indhentes. Foto: Kim Møller Pedersen
Mick og Jeanett Ravneberg har igen i år stået for Krudtteltet Sakskøbing. Det har været et travlt år, fortæller de. Foto: Kim Møller Pedersen

De fik stjålet fyrværkeriet: Håber at vende minus til plus

Fyrværkerisalget er gået vildt for sig i år, fortæller lokale fyrværkere. Hos Krudtteltet i Sakskøbing håber de, at et minus fra fyrværkeri-tyveri tidligere på året kan vendes til et plus.

Offentliggjort

Hos to lokale fyrværkere går en tendens igen: kunderne køber færre, men større ting.

Det fortæller både Alan Jørgensen ved Fyrværkeren i Nørre Alslev samt Mick og Jeanett Ravneberg, der står bag Krudtteltet i Sakskøbing.

Hos Krudtteltet har der i år været ekstra meget på spil, fordi parret sidste år fik stjålet et lager af fyrværkeri, som siden dukkede op i nærheden.

Nu kæmper de på årets sidste dag for at vende et potentielt minus til et plus.

Mindre, men bedre

- Der kommer mange kunder ind, som siger, at de bare skal have et stort batteri. Vi plejer også at anbefale, at man køber noget, der er lidt større, siger Alan Jørgensen.

Han fortæller, at de store batterier - foruden at de kan være kønnere - også indebærer bedre sikkerhed.

- De større batterier er normalt af højere kvalitet - både hvad angår det, der kommer op, og sikkerheden på batterierne. De vælter ikke lige så nemt som de mindre batterier, siger Alan Jørgensen.

Hos Fyrværkeren Alan Jørgensen er salget i år steget med cirka 10 procent i forhold til sidste år, fortæller han. Mest af alt er det de store ting, der er på kundernes ønskeliste.

Travlt nytår

Samme oplevelse har Krudtteltet i Sakskøbing, hvor Mick og Jeanett Ravneberg tilbringer deres nytårsaftensdag.

Gennem juledagene og frem til nytårsaftensdag har parret haft fuld fart på. Mick Ravneberg har stået klar ved Krudtteltet i Sakskøbing, og Jeanett har hjulpet alt, hvad hun har kunnet ved siden af sit arbejde.

De to fortæller, at der i år er solgt for dobbelt så meget som sidste år. Og det er primært det store fyrværkeri, kunderne efterspørger.

- Dem, der kommer ind og køber batterier og den slags, køber mere end sidste år. De er mere kvalitetsbevidste, siger Mick Ravneberg.

Parret fortæller, at kunderne i gennemsnit har brugt for 2300 kroner på fyrværkeri i Krudtteltet, og at den, der har købt mest, købte for 13.000 kroner.

- Vi oplever, at flere slår sig sammen, så de får noget mere og noget større, siger Mick Ravneberg.

Stjålet fyrværkeri

Det fyrværkeri, som blev stjålet fra Krudtteltet, løb op i cirka 60.000 kroner, har Mick Ravneberg før fortalt. Derfor endte regnskabet med at gå 50.000 i minus, i stedet for at vise et fornuftigt plus på kontoen.

Parret håber nu, at de kan vende skuden og skabe overskud i år. De kæmper til det sidste for at nå i mål, og stod endnu nytårsaftensdag klar til at tage imod kunder.

- Vi håber at få overskud i år, men det kommer an på, meget af det vi har i containerne, vi kan sende tilbage igen. VI kan sende det tilbage, hvis ikke der er taget af kasserne, fortæller Jeanett Ravneberg. 

Parret skal bruge nytårsdag på at tække op, og får derfor heller ingen fridage den næste tid, hvor alt skal opgøres. Det samme gælder for Alan Jørgensen i Nørre Alslev.

Selvom de ikke kan give nogen garantier, holder de håbet for et overskud oppe.

- Vi håber på, at det dækker vores minus fra sidste år - det satser vi meget, meget stærkt på.