Guldborgsund

Det er mere vådt end hvidt i Nykøbing torsdag eftermiddag. Foto: Michael Patrick Larsen

DMI advarer: Her bliver det spejlglat

DMI varsler op til 15 centimeter sne og spejlglatte veje på Lolland og Falster fra torsdag aften til fredag morgen. Bilister opfordres til at køre efter forholdene.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trafikanter skal virkelig passe på, hvis de skal ud at gå eller køre på Sydhavsøerne i aften eller i nat.

Vejene bliver nemlig meget glatte, advarer DMI.

Her torsdag eftermiddag falder der våd sne over Lolland og Falster, men tøvejr gør, at sneen hurtig forsvinder.

Dette vil ændre sig i aften- og nattetimerne.

Skiftet til koldt vejr betyder, at den sne, der fortsat falder, vil ligge der fredag morgen.

- Når man går ud og måler snedybden i morgen, så vil der være kommet mellem fem og 15 centimeter sne, siger Jesper Eriksen fra DMI.

Han fortæller også, at temperaturen falder i de mørke timer med cirka en halv grad, og at det vil blæse op fra nord.

- Vejtemperaturerne vil falde med et par grader, og så bliver de våde veje meget glatte, advarer Jesper Eriksen.

Derfor råder han også bilister til at køre efter forholdene i aften- og nattetimerne fra torsdag til fredag.

Flere trafikanter har i løbet af vinteren oplevet vejrets kræfter på Lolland og Falster - ligesom i videoen her fra Vestlolland: