Lolland

Dorrit Petersen har stået bag disken i otte år. Men det er snart slut. Foto: Anna C. Møhl

Efter 46 år i gågaden: Nu lukker den populære butik

Omsætningen er god og der er mange stamkunder. Alligevel vil ingen drive tøjbutik videre.

Offentliggjort

Kort resumé

Efter 46 år lukker Butik No i Maribo.

Dorrit Petersen går på efterløn og ingen har meldt sig klar til at overtage tøjbutikken i domkirkebyens gågade.

Omsætningen fejler ikke noget. Det gør beliggenheden heller ikke. Men efter Dorrit Petersen i marts begyndte at lede efter nogen, der ville overtage hendes tøjbutik i Maribo, fik hun kun to henvendelser. Ingen af dem blev til noget, så nu lukker Butik No 17 efter 46 år i gågaden.

- Det er godt nok ærgerligt, for jeg havde da håbet, at nogen ville føre butikken videre, siger Dorrit Petersen.

Hun er et levende bevis på, at man ikke behøver at komme fra detailbranchen for at overtage en tøjbutik.

Efter mere end 30 år som klinikassistent sprang hun til, da Butik No 17 skulle have ny ejer. Og det har hun ikke fortrudt. 

- Det er ikke økonomien, der er noget galt med, så jeg ved ikke, hvad vi skal gøre for at få nogen til at tage springet. Men det er da ærgerligt, at der ikke er flere, som tør tage chancen, siger Dorrit Petersen.

Stamkunde

Her kan jeg pille, rode og rage. Det kan jeg jo ikke på nettet.

Lena Blak Eriksen, stamkunde i Butik No 17

Lena Blak Eriksen er en af tøjbutikkens stamkunder. Efter at have været kunde i mere end 20 år, går hun hjemmevant rundt i Butik No 17 og finder skjorter og bluser. 

- Her kan jeg pille, rode og rage. Det kan jeg jo ikke på nettet, siger hun og lægger endnu en bluse på disken, siger hun og er i tvivl om, hvor hun fremover skal købe nyt tøj.

Om Butik No 17

Butik No 17 sælger tøj og tilbehør til kvinder.

Butikken ligger ikke i Østergade 17 som man kunne forvente. Den ligger i Østergade 16 lige over for nummer 17. De forrige ejere flyttede butikken fra nummer 17 til 16 og beholdt navnet.

Dorrit Petersen og Lena Blak Eriksen frygter, at kunderne i stedet stikker afsted til Nykøbing.

- Når de er i Nykøbing alligevel, så køber de også alt andet der, siger Lena Blak Eriksen.

Hvis det er lange arbejdsdage, der afholder folk med en selvstændig erhvervsdrivende i maven fra at overtage butikke, så melder Dorrit Petersen hus forbi.

- Jeg arbejder ikke mere end andre. Selvfølgelig er der regnskaber, der skal klares, men så meget fylder det heller ikke, siger hun.

63-årige Dorrit Petersen lukker butikken for at gå på efterløn. Hun skal blandt andet se mere til sit barnebarn, male hus og ordne haven. Men hun kommer til at savne den menneskelige kontakt hun er vant til fra butikken.

- Jeg har arbejdet med mennesker siden jeg var 18 år, så jeg kommer nok til at gå ind i noget frivilligt arbejde, siger hun.

Dorrit Petersen forventer, at Butik No 17 lukker midt i december.

Maribo mister endnu en butik i gågaden. Foto: Anna C. Møhl