Guldborgsund

Den nyvalgte bestyrelse i Dansk Folkeparti Guldborgsund. Forrest fra venstre ses Christina Lykke von Arenstorff og Katrine Folmann von Arenstorff. Bagerst fra venstre ses Tonny Petersen, Gert Kræsing, Simon Hampe og formand Nichlas Arne Andersson. Foto: Dansk Folkeparti Guldborgsund

Efter DF-kaos: - Nu er partitoppen fyldt med familie og venner

Efter flere eksklusioner retter tidligere DF-medlem hård kritik mod partitoppen, som hun mener er blevet for lukket og for tæt forbundet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidslinje over DF-krisen i Guldborgsund

Start april 2026:
Birgit Holse og Bente Bagge kritiserer offentligt Simon Hampe som kandidat.

9. april 2026:
DF ekskluderer Birgit Holse og Bente Bagge for “partiskadelig og illoyal adfærd”.

9. maj 2026:
DF ekskluderer Stine Steffensen med henvisning til samarbejdsproblemer og uro.

Efterfølgende:
Stine Steffensen, Birgit Holse og Eric Steffensen går hårdt til DF-ledelsen og Simon Hampe.

14. juni 2026:
DF Guldborgsund vælger ny bestyrelse. Nichlas Arne Andersson bliver formand, og Simon Hampe bliver næstformand.

Den nye bestyrelse i Dansk Folkeparti Guldborgsund er knap nok valgt, før den møder kritik.

Tidligere gruppeformand og nu ekskluderet DF-profil Stine Steffensen mener, at den nye ledelse er bygget op omkring familie og tætte relationer. Samtidig tvivler hun på, at den nye bestyrelse kan skabe den ro, som partiet efterlyser efter måneders intern uro.

Ved den ekstraordinære generalforsamling i Gedser blev Nichlas Arne Andersson valgt som formand, mens Simon Hampe blev valgt som næstformand.

I bestyrelsen sidder desuden Katrine Folmann von Arenstorff og Christina Lykke von Arenstorff, som er henholdsvis Simon Hampes samlever og Katrine Folmann von Arenstorffs mor.

Derudover blev Julie Magare valgt som 1. suppleant. Ifølge Stine Steffensen har hun en nær relation til Katrine Folmann von Arenstorff.

Bekymret over sammensætningen

Stine Steffensen lægger ikke skjul på, at hun undrer sig over den nye konstruktion.

- Jeg synes, det er bekymrende, at man vælger en konstellation med familie og venner på den måde, siger hun.

Hun peger samtidig på, at den tidligere bestyrelse ifølge hende primært bestod af personer, der havde lært hinanden at kende gennem politik.

- Vi var mennesker, der var kommet ind gennem det politiske arbejde. Vi havde ikke de tætte private relationer, som man ser nu, siger hun.

Samler magten

Ifølge Stine Steffensen giver den nye sammensætning nogle helt særlige muligheder.

- Det virker som om man har set en mulighed for at samle magten. Når man laver en konstellation på den måde, giver det mulighed for at sikre sig, at man kan få vedtaget det, man gerne vil, siger hun.

Hun understreger samtidig, at hun ikke kender de konkrete overvejelser bag bestyrelsens sammensætning.

Tidligere DF-gruppeformand Stine Steffensen mener, at den nye bestyrelse i DF Guldborgsund er præget af familie- og venskabsrelationer. Hun tvivler samtidig på, at den nye ledelse kan skabe ro efter måneders intern uro. Arkivfoto

Spår ingen ro og fred

Stine Steffensen har svært ved at se, hvordan den nye ledelse skal få stoppet de interne konflikter.

- Nej, det tror jeg ikke, siger hun, da hun bliver spurgt, om den nye bestyrelse kan skabe ro og genopbygge DF Guldborgsund.

- Man har valgt at bygge den nye bestyrelse på noget af det, der tidligere har skabt uro i DF Guldborgsund, siger hun.

Hun håber samtidig, at partiet centralt vil interessere sig for den nye konstruktion.

- For deres egen skyld håber jeg, at det er noget, de vil kigge nærmere på, siger hun.

Formanden afviser at gå ind i kritikken

Folketidende har forelagt kritikken for den nyvalgte formand, Nichlas Arne Andersson.

Han ønsker ikke at gå ind i diskussionen om bestyrelsens sammensætning.

- Medlemmerne har valgt bestyrelsen, og det er medlemmerne, der har sat holdet. Det har vi fuld respekt for, og det er det, vi arbejder ud fra. Vi er valgt af medlemmerne, og derfor arbejder vi for medlemmerne, siger han.

Han tilføjer, at den nye ledelse har valgt at se fremad og ikke ønsker at kommentere fortidens konflikter.

Simon Hampe har ikke ønsket at stille op til interview om kritikken.