Lolland

Danmarksdemokraternes politiske ordfører Susie Jessen har endelig fået det svar fra ministeren, som hun havde håbet på. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Efter færgekaos: Minister kræver redegørelse fra Lolland Kommune

På opfordring fra Danmarksdemokraternes politiske ordfører Susie Jessen har Indenrigs-, Bolig- og Transportminister Signe Munk bedt Lolland Kommune redegøre for færgedriften i lyset af nedskæringer på området.

Offentliggjort Sidst opdateret

Minister kræver svar om færger til øerne

  • Transportminister Signe Munch har bedt Lolland Kommune redegøre for færgedriften til Femø, Fejø og Askø. Redegørelsen skal afklare, om aflysninger og særplaner lever op til kommunens forpligtelser.
  • Susie Jessen vil også have belyst, hvordan statens paragraf 20-tilskud bruges. Hun håber, at undersøgelsen kan føre til mere stabil færgedrift for øboerne.

Siden 2023 har Danmarksdemokraternes politiske ordfører Susie Jessen sendt spørgsmål efter spørgsmål til skiftende transportministre - uden at få de svar retur, hun havde håbet på.

Efter tre år og et ministerskifte er der nu endelig landet svar på et spørgsmål til Indenrigs-, Bolig- og Transportminister Signe Munk. Og svaret er lige præcis det, Susie Jessen havde ønsket sig.

Ministeren vil have Lolland Kommune til at redegøre for færgedriften til Femø, Fejø og Askø. Kommunen skal konkret svare på, hvorvidt de mange aflysninger og særplaner flugter med forpligtelserne til at sikre ordentlig færgedrift til de tre øer.

- Jeg blev utroligt glad, da jeg så det her svar fra ministeren - det må jeg bare sige. Det blev jeg, fordi jeg har efterlyst en redegørelse omkring Lolland Kommunes færgedrift i årevis. Det var simpelthen noget af det første, jeg gjorde, da jeg blev valgt til Folketinget, siger Susie Jessen.

Hvor lander pengene?

Noget, Susie Jessen håber at få afklaret, er, hvorvidt Lolland Kommune bruger det statslige tilskud til færgedriften, de såkaldte paragraf 20-midler, på færgerne eller på anden service i kommunen.

Hendes undren bunder i Lolland Kommunes tidligere borgmester Holger Schou Rasmussens udtalelse til Tv 2 Øst om, at han hellere vil stå på mål for en besparelse på færgerne, "end at der er en uge længere mellem hver rengøring hos de ældre".

Fakta: Færgedriften til Femø, Fejø og Askø

  • 136 afgange blev aflyst til Femø og Askø i perioden 19. juni til 14. juli 2026, ifølge ø-repræsentant Jørgen Hansen.

  • Folketingsmedlem Susie Jessen (DD) har bedt indenrigsminister Pia Olsen Dyhr om at indhente en redegørelse fra Lolland Kommune.

  • Redegørelsen skal blandt andet belyse aflysninger, planlagte indskrænkninger i driften og beredskabet samt kommunens forpligtelser over for Femø, Fejø og Askø.

  • Susie Jessen ønsker også belyst, hvordan servicen er ændret i forhold til tidligere, blandt andet som følge af dele-færger.

- Når man har en færgedrift og også får paragraf 20-tilskud fra staten, så har man jo også nogle forpligtelser, som man skal leve op til. Og det er det, jeg har manglet svar på - hvilke forpligtelser, man egentlig har som kommune, når man skal drive færger.

Susie Jessen påpeger, at færre færger og udfasningen af beredskabsfærgen rejser spørgsmålet, om "skruen er strammet så meget i Lolland Kommune, at de ikke har levet op til de forpligtelser, som de skulle have".

- Jeg mener, at hvis vi kan få gransket, om Lolland Kommune har levet op til de forpligtelser, som de har haft, så kan vi komme videre, og det kan vi også i forhold til de her paragraf 20-midler, som staten giver til færgedriften. Jeg synes, det er meget problematisk, hvis de her midler bliver brugt til andre ting end selve færgedriften.

Ikke en byrde

Susie Jessen håber, at redegørelsen kan være første skridt på vejen mod en mere stabil færgedrift i Lolland Kommune. Hun anerkender, at der kan være aflysninger fra tid til anden, men mener, at driften skal være mere stabil og uafhængig af øvrige kommunale forhold.

Der skal være en sikkerhed for, at man føler, at man kan bo og leve på en ø, uden at færgen skal være en byrde. Og det skal også være sådan, at man føler, at infrastrukturen omkring færgerne er ens, uanset hvor man bor hen i landet. Når jeg har arbejdet med færgedriften, synes jeg, at den er vidt forskellig afhængig af, hvilken kommune du bor i.

- Der synes jeg bare, at det er enormt vigtigt, at der er den samme service, uanset hvor man er henne i landet. Også selvom man bor i en kommune som Lolland Kommune, der har udfordringer på økonomien.

Overrasket udvalgsformand

Henrik Jacobsen (K) er udvalgsformand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Lolland Kommune. Han har ro i maven i forhold til en redegørelse til ministeren, fortæller han, men han mener ikke, at det er en nødvendig vej at gå.

- Den kommunale færgedrift er baseret på analyser og statistikker for den belægning der har været og er. Vi sammenligner os og ser, hvad der er indenfor den øvrige kommunale færgeoverfart og vi ser også, hvad der er af færgedrift til andre øer, siger han.

- Jeg er overrasket over, og det er min politiske holdning, at det her kan anse de dimensioner. Jeg er godt klar over, at det bliver brugt landspolitisk, men jeg var mere interesseret i løsninger i stedet for at komme udelukkende med kritik.

Transportminister Signe Munks svar på udvalgsspørgsmålet, der er stillet på Susie Jessens foranledning.