Fyldte glas

Den store opbakning til vinfestivalen betyder, at Nakskov Handel og Erhverv er klar med en festival til. Pressefoto

En ordentlig mundfuld: Nu vender succesfuld festival tilbage

Ovenpå sidste års succes er handelsbyen klar med endnu en vinfestival.

Offentliggjort

Vinfestival

På Axeltorv løber vinfestivalen af stablen fredag og lørdag den 8. til 9. august.

Musiske indslag:

Fredag

Kl 15.00-17.30 Dennis Flacheberg

Kl 18.00-21.00 René Gummer 

Lørdag

Kl 12.00-14.30 Thomas Mitchinson

Kl. 15.00-17.30 Thomas Tang

Kl. 18.00-21.00 Oliver Steffensen

Vinfestivalen trodsede dårligt vejr i 2024 og blev taget godt imod, derfor lægger Nakskov Handel og Erhverv op til at gentage succesen i år.

- Vi glæder os over, at denne festival er blevet en succes – det mærker vi tydeligt ved de mange henvendelser, vi allerede har fået, siger Mette Bagge Andersen, der er citymanager ved Nakskov Handel & Erhverv.

Weekenden flyder over med forskellige pressede druer og musik, hvor Axeltorv transformeres til en summende markedsplads med vin- og madboder og musikalske indslag, det skriver Nakskov Handel og Erhverv i en pressemeddelelse.

Udvider udvalg

Især de lokale vinproducenter bliver fremhævet i weekendens våde indslag.

- Det er også et sted, hvor vi gerne vil synliggøre de lokale vinproducenter, som stadig er i vækst her i området. Vi lægger stor vægt på at præsentere et varieret og lokalt funderet udvalg af både mad og vin – det er med til at gøre festivalen helt særlig og forankret i det lokale, fortæller Mette Bagge Andersen.

Til festivalen vil der være flere smagsoplevelser, end i 2024, samtidig udvides udvalget af Nakskov Vin, så der ikke kun er en rødvin, der repræsenterer byen, men også en hvid og rosé. 

Vinfestivalen tiltrak over 500 gæster sidste år, derfor håber arrangørerne med bedre vejr, så endnu flere slår et smut forbi handelsbyen på Vestlolland.

Glassene er klar til at blive fyldt, nu håber Nakskov Handel og Erhverv på godt vejr. Pressefoto