Og det er en gruppe producenter godt og grundigt trætte af.
Hvis det står til dem, skal Danmark igen have en fabrik. Og som med den lukkede Ardo-fabrik skal den helst ligge i vores nærområde, enten på Lolland, Falster eller Sydsjælland.
Ved Maribo driver Knud-Erik Clausen en stor planteproduktion. Ud over landmandstilværelsen er han også formand for andelsselskabet Dybfrostærter Amba.
Han er godt træt af at se de udenlandske ærter i supermarkederne, der ifølge ham har en "markant anden kvalitet" end de danske. Den sydlandske varme er slet ikke de ideelle forhold for planten.
Og når både Sverige og Norge har en produktion, stiger frustrationen til enorme højder, fortæller han til Folketidende.
– Dengang Ardo valgte at lukke, var vi i dyrkerkredsen dybt frustrerede over, at det kunne ske. Det kom fuldstændig som et chok. Der burde kunne eksistere en dybfrostproduktion i Danmark, siger Knud-Erik Clausen.
Den vigtige rapport
Formanden fortæller, at Business Lolland-Falster har undersøgt, hvorvidt det giver økonomisk mening at genetablere en dybfrostærtefabrik. Og det viser den foreløbige undersøgelse klart, at det gør.
Investorerne vil dog ikke sætte hånden på kogepladen, før en såkaldt full feasibility study ligger på bordet. Et uvildigt firma skal lave den dybtgående økonomiske analyse af projektet – et arbejde, der slet ikke er gratis, men kommer til at koste et sted mellem halvanden og to millioner kroner.
Dybfrostærter Amba har nu søgt Planteafgiftsfonden om pengene. En ansøgning, andelsselskabet forventer at få svar på i oktober.
De gode grunde
Der er ifølge formanden flere gode grunde til en lokal dybfrostfabrik. Ærterne skal fryses ned inden seks timer efter høst for at bevare vitaminerne, hvilket betyder, at den skal ligge ved de lokale producenter.
Annonce
Fordi de er frosne, undgår du også et stort madspild, da de kan holde sig på frost i rigtig lang tid, og halvdelen af ærterne kommer forhåbentlig til at være økologiske.
Og det stopper ikke med ærter – alt fra gulerødder til snitløg og broccoli vil fabrikken også kunne køle ned.
Skal ligge lokalt
Knud-Erik Clausens "gode bud" på, hvor fabrikken skal ligge, er på Lolland, Falster eller Sydsjælland, da det er her, dyrkerkredsen holder til.
Og producenterne kan sagtens klare ærterne, hvis du spørger Knud-Erik Clausen. De kan producere godt 7.500 tons, hvor halvdelen er konventionelle, og halvdelen er økologiske.
Hvis man tager følgeerhverv og alt andet med, mener han, at fabrikken vil skabe mellem 50-75 arbejdspladser
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu