Lolland

Et flertal i byrådet vil skære ned på antallet af afgange til øerne. Arkivfoto: Jan Knudsen

Færgesagen vil ikke dø: - Ro og robusthed får vi i hvert fald ikke

To færger i drift og færre afgange er oplægget fra et flertal i byrådet, inden der i næste uge er borgermøde om fremtidens færger i Lolland kommune.

Offentliggjort

At der skal navigeres i høj sø er mere reglen end undtagelsen, når der står færger på dagsordenen for de lollandske byrådsmøder. Mødet torsdag aften var ingen undtagelse. For selv om byrådet har sat elfærge-planerne i bero, skal den kommunale færgestrategi stadig styres i havn.

Egentlig handlede punktet blot om at godkende en procesplan for det videre arbejde, sende en analyse fra COWI i høring og få holdt et borgermøde. Det kunne lyde som en let sejlads på blikstille hav, men snart gik bølgerne højt.

Hvis den her diskussion skal køre til evig tid, så løser problemet sig selv, for så er der ikke en kæft til at sejle de her færger i løbet af et par år.

Henning Alfred Rasmussen (Din Stemme)

- Jeg må sige, at hvis flertallet vedtager en strategi med to færger i drift, er det toppen af uansvarlighed. Man kan kigge tilbage på de sidste fire måneder og se, hvad der har været af udfordringer og problemer for alle, der skulle bruge vores færger, lød det fra Jens Erik Kistrup fra Lokallisten Lolland.

Hurtigere at komme til København end Femø

Han pegede på, at alt fra øboere, turister, fritidshusejere og alle dem, der stod bag arrangementer og festivaler, oplevede kæmpe problemer. Men også på, at erhvervsaktive øboere er dårligt stillet.

- I øjeblikket tager det længere tid at komme frem og tilbage fra Femø til Søllested, end det tager at komme frem og tilbage til København fra Søllested. Vi vil gerne have nedsat rejsetiden til København, men vi magter ikke engang at give vores egne borgere en acceptabel hverdag med hensyn til transporttiden, fortsatte byrådsmedlemmet, der var tilbage efter orlov i et enkelt møde.

Flertallet havde i indstillingen besluttet, at man vil anbefale et scenarie, hvor der sejles med to færger, og der skiftes mellem de to små færger fra uge til uge. Følger man denne plan, vil antallet af sejladser falde fra syv til fire til henholdsvis Askø og Femø, mens der vil være 17 afgange til Fejø i stedet for 19.

Personalet fortjener ro

Danmarksdemokraternes Benny Damgaard kaldte det for en afvikling af færgedriften, og Enhedslisten troede ganske enkelt ikke på, at økonomien vil holde. Det har den ikke gjort med noget andet i færgestrategien, lød det fra Birthe Lauritsen.

Hos Din Stemme opfordrede Henning Alfred Rasmussen til, at der bliver taget en beslutning og skabt ro om færgedriften.

- Der skal ro og robusthed over den færgedrift, for det skal der til, så der igen kan ansættes noget personale, som vil føle tryghed ved en ansættelse. Hvis den her diskussion skal køre til evig tid, så løser problemet sig selv, for så er der ikke en kæft til at sejle de her færger i løbet af et par år. Så er alle rendt skrigende bort.

Ikke noget at sige til folk flygter

Argumentationen blev ikke købt hos Danmarksdemokraterne. 

- Ro og robusthed får vi i hvert fald ikke på den sag her. Den har kørt siden 2023, og vi bliver ved med at skære i det og ødelægge det. Der har været uro, siden færgestrategien blev vedtaget i 2023, så der er ikke noget at sige til, at folk søger væk, slog Benny Damgaard fast.

I sidste ende blev det næste kapitel i færgestrategien sendt i høring frem til 15. september, og 2. september er der borgermøde om fremtidens færgebetjening klokken 17 i Signe Stubs Sognegård i Birket. Et borgermøde, som Benny Damgaard kaldte et informationsmøde, for byrådet har allerede udstukket retningen, mente han, og dermed vil man bare informere borgerne.