Guldborgsund
Unge på Falster får en stor sum penge til at skabe unikke akitiviteter. Foto: Wednesday Club
Får en halv million: Unge skal skabe fremtidens ungdomsmiljøer
Støtte fra Tuborgfondet giver unge magten til at skabe lokal kultur, der skal munde ud i flere aktiviteter.
For mange unge drager væk fra Lolland-Falster med følelsen af, at der sker for lidt, og det der sker, er ikke målrettet dem.
Vi vil vende den logik ved at give unge ansvar, ejerskab og konkrete redskaber til selv at forme det ungdomsliv, de savner.
Oluf Valdemar Nielsen
Et nyt projekt skabt af foreningen Wednesday Club vil vende den udvikling, og dermed prøve at holde fat i nogle af de unge, der er så vigtige for landsdelen.
Tuborgfondet støtter med en halv million kroner, og Wednesday Club har indgået samarbejde med Nykøbing FC, Markedshallen og Celf.
Har oplevet det selv
- Mange unge uden for de større byer oplever, at kultur- og fritidstilbud sjældent er skabt med dem. Det skaber afstand, lavere engagement og en oplevelse af, at mulighederne skal findes andre steder, forklarer foreningsleder Oluf Valdemar Nielsen.
- Det er noget jeg har oplevet på egen krop i min ungdom på Lolland. Vi vil vende den logik ved at give unge ansvar, ejerskab og konkrete redskaber til selv at forme det ungdomsliv, de savner.
Målet med projektet er at engagere unge i alderen mellem 16 og 25 år, og give dem mod og kompetencer til selv at tage initiativ til nye aktiviteter.
På de unges præmisser
Præcis hvad der skal holde fast i ungdommen er dog uvist.
- Det smukke ved den måde Wednesday Club arbejder på er, at det er på de unges præmisser. Så vi kan ikke rigtigt sige, hvad det bliver endnu, for det er de unge selv, der skal skabe det, som de synes mangler hernede, siger Oluf Valdemar Nielsen.
Han oplevede selv som ung på Lolland, at der ikke var de tilbud, som tiltalte ham. Derfor tror han også på, at det hjælper at give ungdommen ansvar og ejerskab til at skabe det ungdomsliv, som de synes er fedt.
De unge vokser ved ansvar
Gennem samarbejdet med de tre partnere vil der blive skabt forskellige forløb, der har vidt forskellige fokus. I Markedshallen vil omdrejningspunktet for de unge være kultur, demokrati og bæredygtighed i praksis.
- Når man får nøglerne, følger der både frihed og ansvar med. I Markedshallen tror vi på, at unge vokser, når de får lov til at tage styringen – og forpligter sig på fællesskabet undervejs. Vi skaber rammerne, men det er de unge, der skaber indholdet, siger projektleder Tanja Sørensen.
Hos Celf vil projektet handle om kulturiværksætteri og håndværk på tværs af fag og uddannelser.
- Det flugter rigtig godt med de initiativer inden for innovation og iværksætteri, vi har gang i og ønsker at styrke i fremtiden her på CELF. Især med vores I-Lab, hvor de unge kan prøve kræfter med idéudvikling og bruge vores maskiner til 3D-print og andet kreativ produktion, forklarer Hans Arne Niclasen.
Skyd brystet frem
Sidste samarbejdspartner er Nykøbing FC, som vil have de unge til at arbejde med kreativt erhverv og samfundsengagement.
- Vi ser et enormt potentiale i de unge i vores lokalområde, og for os handler det om at være med til at skabe rammer, hvor de får mulighed for at udfolde sig kreativt, udvikle sig og tro på deres egne evner, slår kommerciel chef Frederik Scheuermann fast.
- Selv om man kommer nede fra Lolland-Falster kan man godt rette ryggen, skyde brystet frem og tro på, at man kan skabe noget.
Ingen af de tre samarbejdspartnere skyder penge i projektet.
Seneste artikler
Henning var død i 15 minutter: - Livet får et helt andet perspektiv
Rasende borgmester går til angreb på TV 2
Borgmester glæder sig over ny statslig enhed i Nykøbing
Femern-fabrikkens fremtid: - Vi har noget unikt mellem hænderne
Ansat om Langholt-lukning: – Det her er så langt fra retfærdighed, som noget kan være
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Folketidende erfarer: Skolelukninger er i budgettet
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Enighed om budget 2027: Sådan ser fremtiden ud for Lolland