Lolland

Tårsvej i Nakskov har røde cykelstier og gadetræer. Noget lignende skal nu laves på Løjtoftevej. Foto. Søren Rosenberg/Byoglandskab

Får næsten ni millioner til cykelsti i Nakskov

Skoleeleverne på Stormarksskolen - og andre cyklister - kan begynde at glæde sig. Knap ni millioner kroner fra en statslig pulje til cykelstier er nemlig på vej til Lolland Kommune, og pengene skal bruges til at udbygge nettet af røde cykelstier i Nakskov.

Offentliggjort

Tidsplanen

Tidsplanen afhænger af Lolland Forsynings gravearbejde, men ventes at blive:

  • Projektstart: september 2025.
  • Anlæg: marts-september 2026.
  • Afslutning: oktober 2026.

327 millioner kroner er på vej til landets kommuner som støtte til cykelsti-projekter, og Lolland Kommune får del i midlerne. Det står klart, efter at forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har besluttet, hvilke cykelstiprojekter der skal støttes med dette års udmøntning fra cykelpuljen.

Lolland Kommune får således knap ni millioner støtte til et projekt med cykelstier på Løjtoftevej, der i dag præget af tung trafik, men er skolevej for en hel del elever på Stormarkskolen. Målet med projektet er at:

  • Etablere 1,8 kilometer enkeltrettet cykelsti i begge vejsider med kantadskillelse til biltrafikken.
  • Forbedre adgangen til Stormarkskolen og institutionen Mælkebøtten.
  • Skabe sammenhæng med eksisterende cykelstinet i Nakskov.
  • Øge fremkommeligheden gennem fremrykkede busstoppesteder og nyanlæg af busperroner.
  • Bidrage til en styrket cykelkultur blandt børn, unge og pendlere.

Parkering kommer til at blive i P-lommer, og mens træer i den vestlige vejside må fældes, vil man forsøge at bevare træerne mod øst.

Skal selv betale halvdelen

Hele projektet løber op i lidt over 17 millioner kroner, så de statslige midler dækker kun halvdelen af udgiften. Lolland Kommune skal altså selv finde de andre knap ni millioner kroner.

Det er der dog allerede en plan for, fortæller kommunaldirektør Thomas Knudsen, der er konstitueret som direktør for det tekniske område. Cykelstiprojektet udføres nemlig i forbindelse med, at Lolland Forsyning udfører en omfattende renovering af ledninger på strækningen.

- De følgearbejder, som forsyningens projekt udløser – herunder opgravninger, renovering af vejbrønde og genetableringer – skaber et momentum, hvor flere infrastrukturelle indsatser kan udføres med væsentlige synergier og reducerede enhedsomkostninger. Det giver Lolland Kommune mulighed for at anvende midler fra flere kilder til medfinansiering, siger Thomas Knudsen.

Han nævner, at pengene vil komme fra uforbrugte cykelpuljemidler fra 2023, ældre anlægskonti, trafiksikkerhedsmidler og dækning af følgeomkostninger via Lolland Forsyning/NCC.

Smuk indfaldsvej

Tine Vinter Clausen (V), der er formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, ser frem til, at Løjtoftevej får cykelstier.

Cykelstierne på Løjtoftevej er cykelrutenettets missing link, og løser et mangeårigt ønske.

Kasper Roug (S), folketingsmedlem

- Vi er virkelig glade for, at man har kigget på Lolland, og det glæder mig, at cykelpuljen giver mulighed for at give Løjtoftevej et løft. Ikke mindst at vi får muligheden for at sikre skolevejen for de bløde trafikanter, siger hun.

Det lokale folketingsmedlem Kasper Roug (S) glæder sig også. Han fortæller, at han har gjort sit partis transportordfører opmærksom på projektet, som han også har nævnt for transportminister Thomas Danielsen (V), og at han er glad for, at de har lyttet.

- Nakskov er i forvejen langt foran på cykelområdet og har takket været flere cykelbevillinger fra Folketinget fået realiseret det meste af et højklasset cykelrutenet, som andre byer lader sig inspirere af. Cykelstierne på Løjtoftevej er cykelrutenettets missing link, og løser et mangeårigt ønske, siger han og tilføjer, at projektet kan få stor betydning for byen.

- Vejen er i dag også en trist indfaldsvej hvor der bor mange mennesker. Med det nye fredeligere bymiljø bliver det mere behageligt at bo på Løjtoftevej, samtidig med at Nakskov får en smuk indfaldsvej.

Godt for Nakskov

Den lokale arkitekt Philip Rasmussen har arbejdet med cykelstier i mange år og spillet en stor rolle i at få etableret nettet af røde cykelstier. Han er derfor også glad for bevillingen fra Christiansborg.

- Som arkitekt er det spændende at bearbejde cykelinfrastruktur som arkitektur. Især ikke mindst da det er tydeligt, at det er godt for Nakskov at bruge dens slags projekter i opgangstider til at gøre byens langtidsholdbar, siger han og roser Lolland Kommunes park & vej-afdeling.

- De er suveræne til at styre projekter med et højt kvalitetsniveau og har stor opfindsomhed, når det drejer sig om at få pengene til at række langt ved hjælp af teknisk indsigt i, hvordan man udvikler og gennemfører billige anlægsmetoder uden at svække på kvaliteten. Det er et priviligium at være arkitekt i et miljø, der er så kompetent, synes han.