Guldborgsund

Der er godt med liv i Marielyst henover efterårsferien. Blandt gæsterne var familien Nøhr Damberg, der brugte søndagen på et slag minigolf. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Feriegæsterne strømmer til Marielyst: - Der er mange flere gæster, end der plejer at være

Marielyst bugner af gæster. I efterårsferien er der markant flere sommerhusgæster i forhold til sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man ser det allerede på vejen til Marielyst:

Efterårsferie i Marielyst tiltrækker flere gæster

  • Marielyst oplever en stigning i antallet af feriegæster i efterårsferien, hvor mange vælger at nyde naturen og aktiviteterne i området.
  • Lokale familier som Christiansen og Nøhr Damberg bemærker den positive udvikling i byen og vender tilbage år efter år.

Biler med tagbokse og tyske plader - fyldt med gæster, der har valgt at bruge ferien på Sydhavsøerne.

Familien Christiansen købte for tre år siden sommerhus i området. Fra venstre: William, Nicklas, Cornelius og Sille. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Det summer af liv i den sydfalsterske ferieby. Denne første søndag i efterårsferien har turisterne trodset det skumle vejr. For selvom skyerne truer med at genne livet tilbage i sommerhusenes stuer, trisser flere rundt på torvet i Marielyst.

Flere turister gjorde ophold for at nyde en is på Marielysts torv. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Vejret ændrer trods alt ikke smagen af en softice, som flere guffer i sig.

I den ene ende af torvet ved Restaurant Larsens Plads lærer de yngste at styre en gravko. I den anden ende bliver golfevnerne tryktestet på minigolfbanen. Imellem dem har flere cafégæster sat sig ud med maden. Vejret kan tilsyneladende ikke diktere, hvorvidt udendørsservering er på sin plads.

Gang i efterårsferien

For de danske gæsters vedkommende er det efterårsferien, der giver tid til at rejse ud i landet, og over hele landet tilbringer mange danskere tid i sommerhuse og deslige. En ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Dansk Industri, viser, at 21 procent af danskerne har planlagt at tilbringe efterårsferien i sommerhuse og lignende.

- Der er mange flere gæster, end der plejer at være i efterårsferien, siger Janne Tribler Edvardsen, der er bureauchef i Sol og Strand Marielyst.

Tallene bakker hende op. Ifølge Sol og Strand er belægningen i bureauets feriehuse steget med 22 procent i forhold til sidste år, og i uge 43 er stigningen på 36 pct.

Sommersæsonen var god, og den positive tendens er fortsat ind i efterårsferien, siger Janne Tribler Edvardsen. Hendes forklaring på den store interesse for at tage i sommerhus i efterårsferien er, at ferierne i både Nordtyskland, Danmark og Holland falder sammen.

Derudover oplever hun, at flere end tidligere vælger at tage i sommerhus udenfor de traditionelle perioder i ferierne. Nu er der en mere glidende overgang mellem de mest travle perioder. Primært ældre og par gæster sommerhusene i de mellemliggende perioder, siger bureauchefen.

Vender altid tilbage

Skyerne og regnen tidligere på dagen afholdt ikke familien Nøhr Damberg fra at give sig i kast med en gang minigolf. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Blandt gæsterne finder vi Sille og Nicklas Christiansen, der er i Marielyst med deres to drenge, Nicklas og William.

De er kommet i området i ti år, og valgte for tre år siden at købe sommerhus her. Når de vælger at bruge efterårsferien i Marielyst, er det for at opleve naturen og gå nogle gode ture, fortæller de.

Også Julie og Jonas Nøhr Damberg har valgt at bruge denne søndag i Marielyst. De har sommerhus i Gedser, og Falster er dem ingenlunde ukendt. Jonas Nøhr Dambergs farfar byggede i sin tid det sommerhus i Gedser, som de stadig benytter. Med på ferien har de deres to børn, Cornelia og Balder, som forsøger at give deres forældre tørt på i et slag minigolf.

Både familien Christiansen og Nøhr Damberg oplever, at der er en stigende interesse for Marielyst, og at udviklingen i byen har taget fart. Jonas Nøhr Damberg fremhæver, at der er sket meget i udviklingen af torvet.

- Det er dejligt, at det sker. Vi kommer her uanset hvad, men der er sket rigtig meget, siger han.