Kæmpe nytårskø foran fiskebutik

Der er 30. december en god kø udenfor Annes fisk. Foto: Lars Hovgaard

Fiskehandlers egen menu overrasker: - Det lyder helt tosset

Lokale specialbutikker har i den grad travlt i disse dage. Snart står den store nytårsmenu på bordet.

Offentliggjort

Mundvandet løber næsten, når tankerne falder på det overdådige nytårsmåltid, vi snart skal mæske os i. 

Den delikate bøf, fine fisk, kransekage og bobler. 

Det ekstravagante vælges til, selvom det kræver, at der skal graves dybere i pengepungen. 

Og både slagtere, fiskehandlere og specialbutikker oplever da også i disse dage danskernes købelyst. 

Et af de steder er Schou's i Marielyst. Og som ejer Søren Schou fortæller, er der “fuld hammer på salget” i slagterbutikken.

- Hvis man på en pæn jysk måde skal sige det, så kan vi ikke klage, fortæller han.

Det populære kød

Danskerne skal have de ædlere og dyrere stykker kød: oksefilet og mørbrad, en bov til grydesteg, højreb med ben og en del wagyukød, hvilket er en særlig type oksekød fra japanske kvæg.

Over årene har slagteren oplevet, at kundernes præferencer har ændret sig. Førhen var det mere eller mindre kun oksemørbrad, kunderne ville have. 

Nu kigger de også andre steder hen i slagterdisken.

Søren Schou fra Schou's har i disse dage meget travlt. Der er godt gang i kødsalget til nytårsmenueen. Arkivfoto: Lars Henriksen.

Mad ud af huset

Schou's sælger også nytårsmenuer ud af huset, hvilket medarbejderne har haft sindssygt travlt med i år. 1100-1200 kuverter kunne det blive til. Menuer, der for længst er udsolgt. 

Og i år har juletidskalenderen været upåklagelig, fortæller slagteren.

- Dagene er faldet perfekt for sådan en butik som vores, da den 27. og 28. december lå på en lørdag og søndag, siger han, og fortæller, at han ligesom andre også oplever, at flere og flere bestiller nytårsmenuen i stedet for at lave den selv.

Selvom salget har været blændende, går kunderne ikke forgæves, hvis nogen stadig mangler nytårskødet.

- Selvfølgelig kan der være dele, som vi ikke kan klare mere, men alle kan få et godt stykke kød til nytår, siger Søren Schou.

Martin Stanley Quaife, indehaver af Annes Fisk, (til højre) fortæller, at østersen har fået et comeback i år. Ved siden af ham står hustruen Lea Quaife Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen

De nye valg

Men måske er du mere fisketypen. Til forret, hovedret eller som østersappetizer til boblerne. Et af de steder, hvor du kan få fingre i det under overfladen, er Annes Fisk i Nykøbing. 

Der er 30. december da også her godt gang i salget, og køen strækker sig et stykke ned ad Sjællandsgade. 

Nytårstorsken har for mange måtte lade livet. Andre fisk har overtaget dens plads, men enkelte holder dog stadig fast på trods af den høje pris, fortæller ejeren Martin Stanley Quaife. 

Kammuslinger og pighvar er efterspørgslen stor på. Samtidig har østersen ifølge ejeren fået sig noget af et comeback. Hummeren er omvendt i tilbagegang, hvilket ikke betyder det store for fiskehandleren, da kunderne i stedet har fundet andre gode alternativer.

- King Crab er de begyndt at få smag for, og helleflynder køber de ellers ikke så tit, men nu skal de bare have det, siger han.

Fiskerhandlerens egen menu

På spørgsmålet om, hvad en fiskeekspert som ham selv skal spise nytårsaften, bryder Martin Stanley Quaife ud i latter. Hovedretten kommer nemlig hverken til at bestå af pighvar eller helleflynder.

- Det lyder helt tosset, men vi skal faktisk have bøf til hovedret. Men vi skal selvfølgelig have fisk til forret og skaldyr til natmad, siger han.

Fiskebutikken har næsten solgt det hele som bestillinger. Der er ikke meget tilbage i køledisken. Derfor vil der også være nogen, som kommer til at gå forgæves. 

Laks og torskeloin har de dog stadig.