Guldborgsund

Bl.a. Danmarks Motorcykelmuseum i Stubbekøbing er blevet tildelt støtte fra Landdistrikspuljen. Foto: Guldborgsund Kommune.

Flere poser med penge på vej: Falster-projekter får støtte

Danmarks Motorcykelmuseum i Stubbekøbing og Sydfalster Jagtforening bliver tilgodeset med økonomiske håndsrækninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Julen varer lige til påske, siger de. Og måske er der noget om snakken, for der har været gaveregn til to projekter på Falster. 

Udvalget for Landdistrikter, Bosætning & Medborgerskab i Guldborgsund Kommune har bevilget økonomiske støtte fra Landdistriktspuljen til lokale projekter, der skal styrke fællesskab, fritidsliv og tilgængelighed i kommunens landdistrikter, lyder det i en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune. 

Danmarks Motorcykelmuseum får 45.000 kroner til opgradering af adgangs- og opholdsforhold, der skal etableres ved museets nye lokaler på Doseringen 3 i Stubbekøbing. 

Sportingskydning på Sydfalster

Desuden får Sydfalster Jagtforening 50.000 kr. til at udbygge deres eksisterende skydebaneanlæg, så de kan tilbyde sportingskydning. 

Det er især populært blandt unge, jægeraspiranter, gæster og turister, lyder det i pressemeddelelsen. 

- Når lokale foreninger investerer i nye aktiviteter for især unge, er det noget, vi meget gerne bakker op om. Det er med til at fastholde engagement og give flere gode fritidstilbud i landdistrikterne,” siger udvalgsformand, Bob Richard Nielsen.

Udover Danmarks Motorcykelmuseum og Sydfalster Jagtforening har Kettingebadet også fået del i Landdistrikspuljens midler.