Guldborgsund

Formand for Ældre Sagen Nykøbing Falster-Sydfalster er ganske begejstret for kommunens nye initiativ. Arkivfoto

Formand ikke i tvivl: - Det er det helt rigtige valg

Formanden for lokalafdeling i Ældre Sagen giver Guldborgsund Kommune plus i karakterbogen, efter kommunen har valgt at invitere til stor gratis fest for seniorer.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg synes, det er fremragende. Vi skal have de ældre ud at opleve lidt, og det er da en god lejlighed til det.

Sådan lyder det fra John Olesen om den store gratis seniorfest, Guldborgsund Kommune inviterer til i slutningen af maj, hvor 2.000 seniorer samles i et festtelt på det gamle atletikstadion i Nykøbing.

John Olesen er formand for Ældre Sagen Nykøbing Falster-Sydfalster, som er den største af Ældre Sagens lokalafdelinger i kommunen. Godt 8.000 medlemmer har afdelingen.

- Det er en del af det, vi arbejder med til hverdag. Vi prøver at få lavet en masse aktiviteter og få vores medlemmer ud. Store fester gør vi os ikke i, så det er bare fremragende, at kommunen vil sørge for det, siger formanden.

Ensomme mænd

Det giver ifølge John Olesen rigtig god mening at facilitere mange forskellige tilbud i kampen mod ensomhed.

Specielt fordi nogle målgrupper er sværere at nå end andre.

- Vi har jo nogle grupper, som vi ved bliver meget ensomme. Vi oplever, at især mændene er sindssygt dårlige til at komme ud af huset, siger formanden og kalder dem "den sværeste målgruppe".

- Jeg tror ikke, at der kommer til at være overtal af mænd den store fest. Jeg håber selvfølgelig, at der er nogle "alene-mænd", der kunne synes, det var sjovt at komme med, men det er nok nemmere at lokke de enlige kvinder, siger John Olesen.

Det helt rigtige

At der står Kandis og smørrebrød på menuen er helt rigtigt set af kommunen, mener John Olesen.

- Det er rigtig fint. Kandis er jo dem, som har mange venner, og det er noget, rigtig mange seniorer godt kan lide. Det er måske ikke lige helt min smag, men det er det for rigtig mange andre, siger han og fortsætter:

- Det er det helt rigtige valg, nu hvor Keld og Hilda er holdt op med at spille, siger John Olesen, som stærkt regner med selv at deltage i festen.

- Ja, det går jeg da ud fra. Jeg tager konen under armen og går ned og kigger på det, siger John Olesen.

Festen er til kommunens borgere, der er 67 år eller ældre.