Krimi

Arkivfoto: Rigspolitiet

Forsøgte at stikke af fra politiet med stoffer og knojern

17-årig havde blandt andet adskillige ulovlige stoffer, kanonslag og et knojern på sig.

Offentliggjort

Det begyndte med en manglende cykelhjelm, men endte med en kort eftersættelse og en hel række sigtelser da en politipatrulje tidligt torsdag aften forsøgte at standse en 17-årig mand på elløbehjul på Banegårdspladsen i Maribo.

Betjentene ville tale med den 17-årige, fordi han ikke havde nogen cykelhjelm på. Det lykkedes i første omgang at standse ham på Torvet, men den 17-årige var ikke så interesseret i at tale med ordensmagten og forsøgte at stikke af.

Han blev dog hurtigt løbet op af en betjent og anholdt. 

Da han efterfølgende blev visiteret fik politiet en indikation om, hvorfor den unge mand måske ikke var så interesseret i at tale med dem.

Det viste sig nemlig, at teenageren var i besiddelse af otte joints, en klump hash på 51 gram, 13,4 gram kokain og 53 ecstasypiller samt en digitalvægt. Derudover havde han også nogle receptpligtige piller, 19 kanonslag og et knojern, fremgår det af politiets døgnrapport.

Den 17-årige blev sigtet for salg af stoffer samt overtrædelse af færdselsloven, lægemiddelloven, våbenloven og fyrværkeriloven. Desuden blev han sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet, og han blev taget med til afhøring på politistationen i Nakskov. 

Hans forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen, og den 17-årige blev løsladt igen klokken 0.05, oplyser politiet.