Venstre på Lolland og i Guldborgsund havde tirsdag aften sat hinanden og partiets formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, stævne ved opgangen til udsigtspunktet Pilen for at snakke politik - lokalt og internationalt. Foto: Ingrid Riis

Forsvarsministeren ved Pilen: Det kan elementfabrikken også bruges til

Venstre-folk mødtes tirsdag til en håndbajer og politisk snak i solnedgangen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nedsunket gulv i en kirke på det nordvestlige Lolland. En omfartsvej ved Nørreballe. Og hvad skal der ske med elementfabrikken, når tunnelen er færdig - den tilhører jo staten.

Spørgsmålene stod i kø, da forsvarsminister og formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, i aftes indfandt sig for foden af udsigtspunktet Pilen tæt ved Femern-byggeriet. 

Her havde Venstre-folkene på Lolland og i Guldborgsund i fællesskab sat ministeren stævne til en håndbajer og politisk snak i solnedgangen.

- Der er fuldt pensum i aften, lød det med et smil fra Troels Lund Poulsen til de mange og meget forskelligartede spørgsmål - hvoraf nogle kunne han svare mere uddybende på end andre. 

- Ja, hvad kan man bruge elementfabrikken til senere? Jeg var jo hernede i juli, da vi kiggede på mulige faciliteter til byggeriet af de kommende flådefartøjer. Det bliver så ikke her, at det kommer til at ske, men muligvis kan den bringes i spil ved byggeri af elementer til en måske kommende Kattegatforbindelse, måske kan den på anden vis have Forsvarets interesse. Vigtigt er det i hvert fald, at der bliver lavet en plan, når den tid kommer, lød det fra ministeren. 

Tæt på Tyskland

Særligt hæftede han sig ved lokaliteten tæt på Tyskland - og fremhævede flere gange muligheden for et tættere samarbejde med tyskerne, særligt på det maritime område. Og et stort uforløst potentiale inden for turisme.

Der var politisk snak og en håndbajer i solnedgangen ved Pilens fod. Foto: Ingrid Riis

- Og så handler det i bund og grund om at give erhvervslivet endnu bedre kår, så der er job og muligheder i hele landet. Igen, jeg tror virkelig på, at turismen ville komme til at blomstre endnu mere, særligt i vores landdistrikter, særligt et sted som her, lød forventningen fra Troels Lund Poulsen, der glædede sig over mødet med de lokale Venstrefolk.

Det giver mig en god fornemmelse af, hvad der rører sig lokalt - og jeg får sat navne og ansigter på mange af Venstres folk i lokalområderne.

Troels Lund Poulsen

- Forleden var jeg i Kiev i Ukraine, så til folkemøde på Mors, i Holstebro, Stevns og Køge - og nu her. Det er ubetinget det hårdeste job, jeg nogensinde har haft. Men det giver mig energi, når jeg kommer rundt og mærker engagementet, kunne han berette. 

Tager noget med

Og selv om programmet er hårdt, så tager Venstre-formanden noget med tilbage fra alle de steder, han besøger. 

- Jeg kan jo ikke svare fyldestgørende på alle spørgsmål om meget lokale forhold. Men det giver mig en god fornemmelse af, hvad der rører sig lokalt - og jeg får sat navne og ansigter på mange af Venstres folk i lokalområderne. Og det betyder meget for mig, fortalte Troels Lund Poulsen efter mødet ved Pilen. 

Særlig forpligtelse

Selv kan han særligt give de lokale medlemmer en indsigt i, hvad der sker i regeringen, på Christiansborg - og ikke mindst ude i verden, hvor han ofte befinder sig. 

Foto-tid på toppen af Pilen. Venstres to spidskandidater Henrik Høegh-Andesen og Tine Vinther Clausen foreviger regionsråds- og folketingskandidat Iben Krog med Troels Lund Poulsen. Foto: Ingrid Riis

- Jeg synes jo også, at jeg har en særlig forpligtelse til at fortælle om mit møde med eksempelvis forholdene i Ukraine. Generelt støtter danskerne jo solidt op om indsatsen i Ukraine, blandt andet fordi de på forskellig vis har mødt ukrainere herhjemme. Men jeg kan være med til at sikre en fortsat bred opbakning ved blandt andet at tage andre politikere med til Ukraine, så de kan få et virkelighedsnært syn på tingene, lød det fra Troels Lund Poulsen, inden ministerbilen satte kursen nordover.

Efter ministerbesøget fortsatte de lokale Venstrefolk snakken med spørgsmål til blandt andet byrådskandidaterne, herunder de to spidskandidater Henrik Høegh-Andesen og Tine Vinther Clausen samt regionsråds- og folketingskandidat Iben Krog.