Mange danskere har benyttet juledagene til at holde lidt ferie. Men der var ingen juleferie til politiets fotovogne, og derfor kan knap 300 bilister nu se frem til en uønsket "julegave" i form af en fartbøde.
Status efter juledagenes fartkontroller på de lokale veje på Sydhavsøerne blev nemlig, at 291 blev målt til at køre for stærkt.
Allerede lillejuleaftensdag var en af fotovognene på plads på Maribovej ved Nakskov - formentlig i Halsted. Her blev 44 bilister taget i at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen i tidsrummet mellem klokken 10.15 og 17.15. Den hurtigste blev målt til at køre 72 kilometer i timen, og det koster et klip i kørekortet.
Stort set samtidig - fra klokken 11.11 til 17.15 - var en anden fotovogn på omfartsvejen ved Nykøbing. Her blev 72 målt til at overskride fartgrænsen på 70 kilometer i timen. Tre af dem kan se frem til et klip i kørekortet. Den hurtigste blev målt til at køre 120 kilometer i timen, og udover en bøde er prisen for det en betinget frakendelse af kørekortet.
Samme eftermiddag og aften var der også en kontrol på en af fotovognenes favorit-holdepladser - Sydmotorvejen ved Farøbroerne, hvor fartgrænsen er 90 kilometer i timen.
Annonce
Det var der 63, som ikke overholdt, mens fotovognen var på stedet fra klokken 15.35 til 21.35. ikke færre end 11 af dem havde så meget fart på, at bøden får selskab af et klip i kørekortet, og højest målte hastighed var 144 kilometer i timen.
Juleaftensdag, første og anden juledag
Onsdag, juleaftensdag, var fotovognen også på arbejde. Det foregik på Gaabensevej ved Nørre Alslev, hvor højest tilladte hastighed er 80 kilometer i timen. Her holdt fotovognen fra klokken 08.10 til 13.45 og tog julebilleder af fem, der kørte for stærkt. Den hurtigste blev målt til 105 kilometer i timen.
Første juledag var der to fotovogne ude på de lokale veje. Den ene holdt på Brovejen ved Nykøbing, hvor fartgrænsen også i juledagene er 60 kilometer i timen. Det var der 63 bilister, som ikke overholdt mellem klokken 11.07 og 17.15. Fire af dem kan se frem til et klip, og højest målte hastighed var 87 kilometer i timen.
Samme dag holdt en anden fotovogn på Højrebyvej ved Søllested, hvor fartgrænsen også er 60 kilometer i timen. Her var der fartbøder til 30 mellem klokken 13.18 og 20.18.
Afslutningsvis vendte en af fotovognene anden juledag tilbage til det sted, hvor julens fartkontroller startede - nemlig Maribovej ved Nakskov.
Her holdt fotovognen fra klokken 10.45 til 17.15. Denne gang blev 14 målt til at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen. Den hurtigste blev noteret for 67 kilometer i timen, fremgår det af politiets døgnrapport for juledagene.