Fra falstersk flødebolle til gourmetost: Sådan smagte torsdagen på Madens Folkemøde

Knæk!

Jeg når knap nok at indfinde mig ved Folkemødescenen ved Klosterkirken til åbningsceremonien, før torsdagens første himmelske bid rammer smagsløgene.

En smag af mørk chokolade og hindbær - og så er Madens Folkemøde for alvor i gang. 

En flødebolle fra falsterske Harms Chokolat bliver startskuddet på min "tour de smagsprøver" igennem Nykøbings gader.

En glat fætter

En let bid ved Kop og Kande, hvor en lille stand fra Le Creuset - naturligvis - byder på grydebrød med et tyndt lag smør og et stykke Mammen Guld Danbo. En fin appetizer.

- Le Creuset betyder "smeltedigel" på dansk, fortæller Marianne Maltesen, der står i standen, inden turen går videre tilbage mod området ved Klosterkirken. Her ved jeg, at det bugner med smagsprøver.

At tørrede melorme skulle være det første, jeg kastede mig over i dette madmekka, var ikke planen. Ikke desto mindre smager jeg for første gang i mit liv sådan en fætter. Den er lidt glat mellem fingrene, knaser let og smager en smule som popcorn.

Høj på melorm skal jeg blive blæst endnu mere bagover af manden med melormene Rasmus Bredahl, der har masser af tricks gemt i kokkeærmet.

Fingre for næsen

Rasmus Bredahl er kok og underviser i smag og sensorik på Hotel- og Restaurantskolen. Han forklarer, at rigtig meget af smagsoplevelsen slet ikke foregår i munden.

- Hold jer for næsen og tag noget persille, siger han til mig og en mindre flok prøvedyr.

Vi gumler løs på persillen, men det smager af ingenting.

- Fjern fingrene for næsen, siger Rasmus Bredahl - og vupti, smagen af persille springer frem på min tunge.

Det var blot opvarmningen. En lille sprayflaske med en gylden væske kommer nu på bordet, og der skal igen holdes for næseborene.

Det smager en smule sødt, men lige så snart luften igen strømmer ind i næsen, kommer den skarpe smag af kanel - eller.

- Kanel er kun noget, du dufter, fortæller Rasmus Bredahl, inden han smider trumfkortet i sin overlegne opvisning.

- Gæt, hvad det smager af, siger han og rækker et lille shotglas med rød væske.

Jeg tænker med det samme på klassisk blandet rød saft. Kvinden ved siden af mig udbryder ribs og rabarber, og jeg er slet ikke uenig. Men så falder tæppet.

Han viser en flaske med hvid druesaft og en beholder med rød frugtfarve frem. Vi er blevet taget ved næsen.

- 80 procent af det er øjnene, fortæller kokken med et smørret smil.

Purpurhvede og ærteshake

Jeg lærer mange nye ting. For eksempel at der findes kornsorter med navne som "purpurhvede", "borrisrug" og "emmer", som man kan smage kogt. Det smager ikke af alverden, men ikke dårligt.

Det skal skylles ned, tænker jeg, og her får jeg øje på flere farverige drikke.

Ernæringsassistenterne Emma Skovby og Signe Jensen, der er udsendt for UCE, tidligere Celf, står og hælder proteinshakes op i stride strømme. Det lyder sundt, så jeg giver det et skud. Og bliver positivt overrasket.

Den røde med jordbær og rødbede smager rigtig godt. Selvom der er en smule smag af rodfrugten, fungerer det. Den grønne har en sjov, lidt klumpet tekstur, og jeg tænker straks på ærter.

Proteinet i shaken kommer netop fra bælgfrugter.

- Der er ingridærter i dem begge, forklarer Emma Skovby.

Bæredygtig fisk

Turen går til nabobordet, hvor Carina Woollhead serverer røget fisk. Det smager af ørred. Eller ål. Eller måske makrel.

- Det er clarias, fortæller hun. Den kaldes også afrikansk ålemalle.

Fiskearten lever naturligt i Tanzania og Kenya. En sejlivet fisk, som både kan ånde luft og "gå lidt", når floderne tørrer ud i tørkeperioden.

Den smager godt. Det er en fed fisk, men med en god balance uden at blive "for fed". Og den kan meget vel blive et vigtigt alternativ i fremtiden.

- Den er et eksempel på, hvordan man kan skabe bæredygtige proteiner, siger Carina Woollhead. Foran hende ligger et lamineret ark med en lang række facts.

Blandt andet at der er tale om en "hurtigt voksende fisk, der omsætter foderet meget effektivt: ca. 0,9 kg foder giver 1 kg fisk." og at den "trives godt i tætte stimer". For nylig har UCE haft et projekt med opdræt af netop den art i et fiskeanlæg på Merkurs Plads.

- Og så er den god til at tage smag fra alverdens marinader, forsikrer Carina Woollhead.

Jeg må ha' ost

Mæt på mærkværdig fisk og stadig en smule forvirret over madeksperimentet sætter jeg kursen mod Hollands Gaard. Nu er jeg på jagt efter en favorit.

Som regel rynker jævnaldrende på næsen, når jeg fortæller, at kiks med ost for mig er den perfekte måde at runde et selskab af på. Så jeg slår et smut forbi Arla Unikas stand.

Og der ligger den perfekte afrunding - vinder af Gourmetprisen 2026. Den må jeg smage.

Eva Lunddahl står i standen og forklarer om blåskimmelosten med navnet Høgelundgaard 12. Om hvordan den særlige modning har givet den smag af sød frugt, men jeg glemmer at høre efter, fordi den smager så godt. 

Selvom den er cremet, knaser den en smule.