Kasper Roug og Marcus Knuth fra Lolland-Falster stod lørdag side om side i protestmarchen foran den amerikanske ambassade. Privatfoto
Fra Lolland-Falster til USA’s ambassade: Lokale gik i protestmarch mod Trump
Borgere og veteraner fra Lolland-Falster deltog lørdag i stor demonstration til støtte for danske soldater efter Trumps udtalelser om Afghanistan-indsats.
Lokale fra Lolland-Falster deltager i protestmarch mod Trump
Vibeke Hellmann fra Orehoved deltog i protestmarchen "No Words" i København for at vise støtte til danske soldater og udtrykke sin bekymring over verdenssituationen.
Per Amnitzbøl Rasmussen fra Bøtø, formand for Danmarks Veteraner på Lolland-Falster & Møn, deltog også for at protestere mod Trumps udtalelser og ære de faldne soldater.
- Det var bidende koldt, men hvor var folk dog hjertevarme.
Sådan lyder det fra Vibeke Hellmann fra Orehoved, som lørdag
var blandt de tusinder af fremmødte til protestmarchen ”No Words” fra Kastellet
til USA's ambassade i København.
Marchen var en klar markering til den amerikanske præsident
Donald Trump, der for nylig udtalte, at Nato-soldater i Afghanistan "holdt
sig lidt tilbage, lidt væk fra frontlinjen".
Vibeke Hellmann tog lørdag turen fra Orehoved til protestmarch i København. Foto: Lars Hovgaard
En udtalelse, som mange danske veteraner og pårørende har reageret skarpt på med fordømmelse, vrede og skuffelse - og lørdag havde organisationen Danmarks Veteraner sammen med 18 andre foreninger og organisationer indkaldt til marchen.
Foran ambassaden blev
navnene på de 44 faldne danske soldater i Afghanistan læst op.
Annonce
Verden går amok
Selv har Vibeke Hellmann ikke direkte relationer til veteraner
eller udsendte, men er alligevel meget berørt af den aktuelle verdenssituation.
- Jeg er et efterkrigsbarn og har levet under den kolde krig.
Dengang var jeg ikke bange, men lige nu er det som om, at verden går amok - og det
er vigtigt, at vi bakker op om vores militær. Og hvad kan en borger som mig så gøre
ved det? Jeg kan da i hvert fald deltage
i en manifestation som den i lørdags og på den måde udtrykke min støtte, siger
Vibeke Hellmann.
Protestmarchen blev indledt på Kastellet med kransenedlæggelse ved mindemonumentet for de faldne soldater. Foto: Lars Hovgaard
Hun havde taget en af de mange busser, der fra alle egne af
landet kørte til Kastellet.
Tre begravelser i træk
Det samme gjorde formanden for organisationen Danmarks
Veteraner på Lolland-Falster & Møn, Per Amnitzbøl Rasmussen fra Bøtø, som
selv har været ansat i Forsvaret hele sit voksne liv - og været på talrige
missioner til udsendte.
På et tidspunkt var jeg til begravelser tre dage i træk.
Per Amnitzbøl Rasmussen
Per Amnitzbøl Rasmussen tilbage i Nykøbing efter lørdagens march. Foto: Lars Hovgaard
- Via mit job har jeg også deltaget i mange af begravelserne
for de faldne soldater. På et tidspunkt var jeg til begravelser tre dage i
træk. Det påvirkede mig meget - jeg har set de direkte følger af den danske
indsats ved frontlinjen. Og så skal Trump ikke bagefter komme og sværte
soldaternes indsats til - derfor gik jeg i marchen, siger Per Amnitzbøl
Rasmussen.
Udover selv at have været ude i verdens brændpunkter er han
også pårørende, idet hans egen søn flere gange har været udsendt og stadig gør
tjeneste i Forsvaret.
Savner en undskyldning
Tusinder valgte lørdag at gå med fra Kastellet til den amerikanske ambassade. Foto: Lars Hovgaard
Også Marcus Knuth, konservativ folketingskandidat i
Guldborgsund-kredsen, har flere gange været udsendt til frontlinjen i den
afghanske Helmandprovins, hvor langt de fleste danske tab skete. Lørdag gik han
med i protestmarchen.
Annonce
Men jeg savner stadig en undskyldning direkte fra præsidenten.
Marcus Knuth
- Det var overvældende at se den store opbakning til marchen
- også fra borgere uden direkte forbindelse til Forsvaret. Der findes ikke
noget klart svar på, om den danske indsats har været det hele værd, men
lørdagens march viser meget klart, at støtten til og respekten for soldaterne
er meget stor og går på tværs af generationer, siger Marcus Knuth.
Han har kæmpet side om side med amerikanere - og har også efterfølgende
studeret i USA.
Foran ambassaden blev der plantet flag for de faldne danske soldater i Afghanistan. Foto: Lars Hovgaard
- Jeg har den seneste tid modtaget mange henvendelser fra
amerikanske venner, der tager klar afstand fra Trumps udtalelser. Men jeg
savner stadig en undskyldning direkte fra præsidenten - det mener jeg vil være
på sin plads, lyder det fra Marcus Knuth.
Skuffet over amerikanerne
Lørdag stod han side om side med en anden veteran - Kasper Roug fra Lolland.
- Jeg forlod familiens fødselsdag for at være med til marchen, da vi skal vise den amerikanske præsident og almindelige amerikanere, som har stemt på Trump, at vi ikke vil finde os i at blive behandlet på en så respektløs måde. Jeg har en skuffelse over amerikanerne, som jeg ikke troede var mulig, lyder det fra Kasper Roug.
Han har tidligere har været udsendt som soldat til Balkan og er i dag lokalt valgt folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
Navnene på de 44 faldne soldater blev læst op et for et foran ambassaden. Foto: Lars Hovgaard