Fortællingen om lollandske Frede Rasmussen har taget Danmark med storm. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Frede fik sin fyr for en stund - og vandt vores hjerter
KLUMME: Jeg tændte egentlig af ren nysgerrighed: En 80-årig homoseksuel mand fra Lolland, der stiller sig frem i bedste sendetid og leder efter kærlighed, er ikke hverdagskost. Jeg havde bare ikke regnet med at sidde tilbage med en klump i halsen efter fortællingen om Frede Rasmussen.
Hele 616.000.
Så mange seere så i de første fem dage efter premieren en historie fyldt med livsbekræftelse, mod, åbenhed, kærlighed og sorg.
Jeg var en af dem, der sad klistret til skærmen og så TV 2-dokumentaren "Fræk Fyr til Frede" om 80-årige Frede Rasmussen fra Majbølle.
Selvfølgelig skulle jeg se den. Frede var tidligere omtalt i Folketidende, han var fra Lolland, og så var han noget så usædvanligt som en 80-årig homoseksuel mand, der nøgent og åbent stillede sig frem foran hele Danmark i bedste sendetid i jagten på noget, han aldrig havde oplevet før - ægte kærlighed.
Det var råt. Det var rammende. Det var rørende.
Alle følelser i spil
Trods sin fremskredne alder og trange kår lader Frede sig ikke kue.
I dokumentaren ser man indledningsvist hans hjem, det gamle, gule, nedslidte landhus og Frede, der, sammen med sin tro følgesvend, en dansk-svensk gårdhund ved navn King, skuer ud ad vinduet. Fuld af håb og optimisme.
- Jeg drømmer om kærlighed. Det gør jeg, lader han seerne vide.
Men det, de ikke ved, er, at de næste 40 minutter bliver en gedigen rutsjebanetur, der skiftevis får én til at smile og synke.
For man både griner og græder med Frede hele vejen fra start til slut.
Der er den lille lyserøde plastikstol, hvorpå hans gamle Nokia hviler. Der er scenen, hvor både sexlegetøjet og VHS-afspilleren til de frække film er kaput - og Frede tager det i stiv arm. Og så er der turene til Regnbuen i Nykøbing, hvor han får hjælp til datingprofilerne.
Men der er også fortællingen om hans gamle ven, der gik bort. Der er mændene, der ringer til ham med tilbud, men som er mere interesserede i sex end kærlighed. Og så er der Lars.
Lykke og sorg
Hvor er det modigt at invitere hr. og fru Danmark på eftermiddagskaffe helt ind i det lille, beskedne hjem i Majbølle. Uden filter. Som Frida. Som Frede.
Lars har skrevet til Fredes datingprofil. Han bor i Sakskøbing og vil gerne lære Frede at kende. Imens veninden hos Regnbuen læser beskeden op, kan man nærmest fornemme gnisten tænde i Frede.
De mødes. Der er kemi. De kysser.
I den sidste scene ligger Frede og Lars i sengen og holder om hinanden.
- Du kan lige vove på at forlade mig, skat, siger Lars, imens han ligger der og kigger Frede dybt i øjnene.
Dokumentaren ender med en ægte "de levede lykkeligt til deres dages ende"-stemning. Lige indtil hvid tekst på en sort baggrund toner frem med den tragiske besked.
For sådan skulle det ikke være. Det skulle blive Lars, der forlod Frede.
Kun få måneder efter Frede havde fundet sit livs kærlighed, blev den revet væk. Under en måned efter, at Frede friede og fik et ja fra sin Lars, sov hans forlovede 18. januar ind på sygehuset i Nykøbing, 73 år gammel.
- Hvor er livet dog uretfærdigt, fremstammer jeg lavmælt med våde øjne til min kæreste, der sidder i den anden ende af sofaen med tårer trillende ned ad kinderne.
Nedbryder tabu
Jeg sad tilbage med et sug i maven og en knugen i brystet. Hvad var det dog, jeg lige havde set?
Sjældent er jeg blevet så rørt af en dokumentar. Og den gav meget hurtigt anledning til mange refleksioner.
Frede mindede mig på mange måder om min gamle lollandske farfar. Da først min farmor og siden "hans nye veninde" gik bort, sad også min farfar alene tilbage de sidste knap ti år af hans liv. I et nedslidt hus på Lolland. Med en dansk-svensk gårdhund, Dina, som sin tro følgesvend. Den let-syngende lollandske dialekt, de begge deler.
Og Frede er på ingen måde alene. Ifølge Ældre Sagen oplever op mod 100.000 ældre i Danmark ensomhed. For rigtig mange er det stadig et tabu.
Derfor er det så vigtigt og beundringsværdigt, at Frede tør at stille sig frem i bedste sendetid – lige som han er.
Hvor er det modigt at invitere hr. og fru Danmark på eftermiddagskaffe helt ind i det lille, beskedne hjem i Majbølle. Uden filter. Som Frida. Som Frede.
Aldrig for sent
Hvis der er noget, vi alle kan lære af Frede, så må det være, at det aldrig er for sent i livet.
Få nu skrevet til den gamle ven, du har tænkt på. Få nu sluttet fred med det familiemedlem, du har været stædig overfor alt for længe. Få nu rakt ud.
Selvom kærlighedshistorien fik en ulykkelig afslutning, gav den mig langt mere håb end sorg.
For jeg tror på, at der stadig er mere i livet for Frede, der venter på ham uden for Majbølles bygrænser.
Jeg er sikker på, Frede holder ved. Og jeg tør godt gætte på, at langt størstedelen af de andre 615.999 seere holder med ham.
Det gør jeg i hvert fald.
Her kan du gense videoen, hvor Frede får hjælp til at finde kærligheden: