Frede pakkede intet ind på tv: Nu får han blomster
I TV 2-udsendelsen Fræk fyr til Frede følger man Frede Rasmussen, der undervejs finder sit livs største kærlighed. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Dagen efter Frede Rasmussens debut som hovedpersonen i TV 2-udsendelsen "Fræk fyr til Frede" er reaktionerne væltet ind. Men hovedpersonen selv har ikke mærket meget til reaktionerne.
Selv stod den 80-årige fra Majbølle i sit soveværelse, da udsendelsen skulle til at begynde - han var optaget af at få sexlegetøj til at virke.
Reaktionerne vælter ind
Efter udsendelsen er reaktionerne
væltet ind.
I kommentarspor på Facebook overdænges den 80-årige med ros for sin livlige personlighed og trøst for
tabet af sin forlovede, Lars Kobberø Andersen.
Annonce
Da Folketidende besøger Frede Rasmussen torsdag formiddag,
har han endnu ikke selv mærket den megen varme, der er sendt hans vej.
Vi er netop trådt ind ad hoveddøren, da rottehunden King - en dansk-svensk gårdhund - hopper op ad benet, mens Frede Rasmussen i virvaret
anbefaler, at man beholder overtøjet på.
På vej mod spisebordet, hvor tre rugbrødsmadder bliver
skubbet til side til fordel for interviewet, passerer vi en slukket brændeovn,
og over bordet hænger en slukket lampe.
Forholdene til trods er stuen varm og levende i den 80-åriges
tilstedeværelse. Den gnist, som Lars Kobberø Andersen tændte i ham, kan aldrig
igen slukkes, fortæller han.
Under besøget står brændeovnen død hen, og lyset tændes
ikke. Men da Folketidende lægger an til at tage afsked, ringer telefonen med en
uventet besked.
Overalt hvor han går, er hunden King i hælene på Frede Rasmussen. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Så sig selv
I hjemmet i Majbølle er det den analoge verden, der hersker.
Det mest digitale er en gammel Nokia, som det meste af tiden
hviler i en lille pink plasticstol på stuebordet; lige ved siden af en tallerken med
halv- og helrøgede cerutter og en skål med hundekiks til King.
Pressefoto fra dokumentaren 'Fræk fyr til Frede', som kan ses på TV 2 PLAY.Foto: TV 2
Af samme grund er reaktionerne på TV 2-udsendelsen ”Fræk fyr
til Frede” ikke trængt ind bag de forfaldne husmure. Kun gennem journalister
har Frede Rasmussen fået nys om, at reaktionerne har været yderst positive.
Selv skraldgrinede han, da han og King så udsendelsen. Reaktionen
kan bedst beskrives med hans egne ord:
Annonce
- Skal vi lave rav i den, så laver vi rav i den.
- Først ser de mig som en mand, og lige pludselig sidder jeg
med højhælede sko i dametøj, paryk og med læbestift. Der er ikke nogen, der er
vant til at se en mand, der er klædt ud som en kvinde.
I en alder af 80 år står Frede Rasmussen stadig selv for vedligeholdelse af hus og have. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Han har altid holdt sin seksualitet skjult - indtil nu. Sådan
går historien om det meste af Frede Rasmussens liv som homoseksuel. Det er først
nu, i en alder af 80, at han træder åbent frem - endda på landsdækkende tv.
Åbent taler han om stort som småt, i dette interview såvel
som i TV 2-udsendelsen.
Da han selv skulle se udsendelsen, var han forinden i
færd med at få noget sexlegetøj til at virke.
- Jeg puttede nogle batterier i, men den ville ikke virke.
Så tog jeg en lidt større, og den puttede jeg også batterier i.
- Jeg pakker ikke noget ind, og jeg skjuler heller ikke, at
jeg har sexlegetøj, siger han.
Tror på kærligheden
Det har ikke været nemt for Frede Rasmussen at miste sin
forlovede.
Indeni den hjertevarme og næsten barnlige glæde - og mellem
de mange grin, der får hele hans krop til at klukke - ligger en dyb sorg.
Annonce
Dagen efter Lars Kobberø Andersens død den 18. januar, fældede han en tåre fra sin faste plads i hjørnesofaen. Da udsendelsen kom på torsdag, mærkede han igen sorgen.
- Jeg lovede ham, at jeg ikke ville forlade ham. Men sådan
skulle det ikke være. Det var ham, der forlod mig.
For Frede Rasmussen var det kærlighed ved første blik, da han
så Lars Kobberø Andersen, og kærligheden mellem de to mænd var gengældt.
Hans forlovede
havde aldrig troet, at han igen skulle opleve kærligheden efter sin sygdom; men
han fandt den i Majbølle.
Når Lars Kobberø Andersen er bisat, og Frede Rasmussen er
kommet på afstand af tabet af sin største kærlighed, er han klar til at lede
videre efter den kærlighed, han altid har søgt.
Frede Rasmussen har let til grin og lægger ikke fingre imellem, når han taler. Foto: Esben Cronbach-Christensen
- For jeg giver ikke op, selvom jeg er oppe i alderen. Jeg
ved, at kærligheden findes.