Krimi

Politiet var tvunget til at anvende magt for at holde manden nede på jorden. Arkivfoto: Jan Schmidt - XDmedia

Frontalt sammenstød endte i kaos: Mand gik amok - fører stadig forsvundet

Efter et frontalt sammenstød i Nykøbing tilbage i april måtte betjente bruge peberspray mod en mand, der gik amok. Manden var passager, og det er aldrig lykkedes politiet at finde ud af, hvem der kørte bilen. Alligevel er en tredje person sigtet efter uheldet.

Offentliggjort

Det gik vildt for sig om aftenen lørdag den 26. april på Prinsholmvej i Nykøbing.

En sort Audi og en rød Kia kørte frontalt sammen. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade - men der blev skruet gevaldigt op for dramatikken efter sammenstødet.

For da politiet nåede frem til stedet, mødte betjentene den kvindelige fører af den røde personbil - og en 33-årig mand, som kraftigt modsatte sig og gik amok, da betjentene tog kontakt til ham.

Politiets kommunikationsafdeling oplyser til Folketidende, at "den 33-årige vist var påvirket af nogle stoffer" og bekræfter, at politiet måtte bruge peberspray mod manden.

Sådan så det ud kort efter uheldet:

Dengang forlød det, at det var føreren af bilen, der var gået amok, men det viser sig, at den dengang 33-årige mand var passager. Et vidne har forklaret til politiet, at føreren af Audien sprang ud og efterfølgende forsvandt.

Fører forsvundet - ejer sigtet

Længe har politiet forsøgt at finde frem til føreren af Audien. Det er dog ikke lykkedes at finde personen, og det har derfor ikke været muligt at bringe vedkommende til ansvar for uheldet.

- Man har undersøgt og forsøgt at vride det ud af ejeren af bilen, og han har ikke villet afsløre, hvem der har kørt den. Derfor er han sigtet for at overtræde færdselsloven, hvor man har pligt til at oplyse, hvem der har brugt bilen, fortæller Palle O. Hansen, kommunikationsmedarbejder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ejeren af Audien er en 31-årig mand fra lokalområdet, som har fået en bøde på 2.500 kroner.

- Den anden modpart, kvinden i den lille Kia, er underrettet om, at sagen er afsluttet. Men som der står i brevet til hende, kan og vil politiet tage sagen op, hvis der kommer nye oplysninger. Skulle vi finde ud af, hvem der har kørt i ulykkesbilen, kan der stadig komme et efterspil, lyder det fra politiets kommunikationsmedarbejder.

Den på det tidspunkt 33-årige passager, der gik amok, er tilsyneladende sluppet billigt for sin opførsel. Det fremgår ingen steder i politiets systemer, at han skulle være sigtet for noget i forbindelse med hændelsen den 26. april.