Omkring 20 deltagere mødte op, da Dansk Folkehjælp holdt kursus i socialt beredskab i Nykøbing Falster lørdag. Kurset blev hurtigt fyldt, og flere endte på venteliste. Foto: Kristoffer Lindegaard
Fuldt hus til nyt beredskabskursus i Nykøbing: Nu skal naboerne være en del af løsningen
Et nyt kursus i socialt beredskab hos Dansk Folkehjælp i Nykøbing Falster trak fuldt hus og venteliste. Bag idéen ligger en erkendelse af, at samfundets kriser ikke kun løses af blå blink - men også af naboer, netværk og lokale fællesskaber.
Der var kaffe, croissanter og et klart budskab på bordet, da omkring 20 deltagere lørdag mødte op hos Dansk Folkehjælp i Nykøbing Falster.
Her blev det første kursus i socialt beredskab afprøvet som et nyt lokalt initiativ i samarbejde mellem Dansk Folkehjælp, Lolland-Falster Brandvæsen og QLF. Målet var at gøre almindelige borgere bedre rustet til at hjælpe hinanden, når hverdagen slår revner - og når større kriser rammer.
Socialt beredskab styrker fællesskabet på Lolland-Falster
Dansk Folkehjælp i Nykøbing Falster har lanceret et kursus i socialt beredskab for at styrke lokalsamfundets evne til at hjælpe hinanden i krisesituationer.
Kurset, der hurtigt blev fyldt op, fokuserer på at opbygge social kapital og netværk, så beboere som Rose Brusen og Anne Lessél kan tage initiativ til at skabe tryghed i deres boligområder.
Interessen var markant. Kurset havde plads til 20 deltagere, men blev hurtigt fyldt op, og cirka 10 personer endte på venteliste.
Ifølge generalsekretær i Dansk Folkehjælp Mirka Mozer er det netop den store opbakning, der viser, at emnet rammer noget vigtigt.
- Vi har fuldt hus i dag, og der er også folk på venteliste. Mange har ringet og skrevet og spurgt, om vi laver flere kurser, fortæller hun.
Annonce
Fra prepping til fællesskab
Baggrunden for kurset skal blandt andet findes i den debat, der opstod, da myndighederne opfordrede danskerne til at kunne klare sig selv i tre døgn.
Hos Dansk Folkehjælp oplevede man, at økonomisk pressede familier blev frustrerede over, at de ikke havde råd til de anbefalede forsyninger.
Det blev for Mirka Mozer en påmindelse om, at beredskab ikke kun handler om udstyr, vanddunke og konserves, men også om mennesker.
- Mange vil gerne kunne passe på deres børn og deres familie, men ikke alle har samme muligheder. Derfor giver det mening at koble det klassiske beredskab med den sociale indsats, siger hun.
Tanken er, at lokalsamfundet kan spille en langt større rolle, både når hverdagen bliver svær for enkeltpersoner, og når større hændelser rammer et område.
Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, ser det sociale beredskab som et vigtigt supplement til det klassiske beredskab. Lørdag var hun med, da det nye kursus blev afprøvet i Nykøbing Falster. Foto: Kristoffer Lindegaard
Ifølge Mirka Mozer kan det være alt fra brand og oversvømmelser til den ældre borger uden netværk, som pludselig står med et brækket ben og har brug for hjælp til de helt nære ting.
- Hvis vi skal klare os bedre, både i hverdagen og i store kriser, så skal vi kende hinanden. Det er mennesker med netværk og fællesskab, der klarer sig bedst gennem kriser, siger hun.
Social kapital som beredskab
Kernen i kurset er det, Mirka Mozer kalder social kapital.
Annonce
Det handler om, at folk kender hinanden, hilser på hinanden og har et tilhørsforhold til deres lokalområde. Den slags relationer kan vise sig at være afgørende, når noget uventet sker.
På kurset blev deltagerne blandt andet introduceret til, hvordan man lægger en enkel beredskabsplan, arbejder med action cards og tænker mennesket først i pressede situationer. Men ambitionen rækker længere end seks timers undervisning.
Forhåbningen er, at deltagerne går hjem som sociale beredskabsambassadører og er med til at sætte beredskab på dagsordenen i deres egne boligområder, foreninger og lokalsamfund.
- Jeg håber, at vi kan skabe lokale beredskabssamlinger og få flere til at engagere sig. Det her skal ikke kun være i Nykøbing. Det skal også ud i de mindre byer og lokalområder, siger Mirka Mozer.
Dukkede op for at kunne hjælpe andre
Rose Brusen og Anne Lessél deltog fredag i kurset om socialt beredskab i Nykøbing Falster. De håber at kunne bruge viden og erfaringer til at styrke sammenholdet og beredskabet med deres naboer. Foto: Kristoffer Lindegaard
Blandt deltagerne var Rose Brusen og Anne Lessél, som begge bor i Nygade i Nykøbing Falster og er engagerede i beboerrepræsentationen.
For Rose Brusen var det ikke en tilfældig lørdagstur.
Hun fortæller, at emnet har optaget hende i mange år, blandt andet på grund af familiemæssige erfaringer, hvor det har været vigtigt at være forberedt og kunne hjælpe andre.
Samtidig peger hun på, at hendes boligområde rummer beboere i mange forskellige aldre, og at det vil gavne alle, hvis man står stærkere sammen om beredskabet.
Anne Lessél mener, at det er nødvendigt, at nogen tager initiativ og begynder at tale konkret om, hvad man gør, hvis noget sker.
Annonce
- Det kan ikke nytte noget, at vi bare venter. Vi er nødt til at tænke nogle tanker og finde ud af, hvem der gør hvad, siger hun.
Har allerede gjort sig klar
De to deltagere lægger ikke skjul på, at de allerede har forberedt sig hjemmefra.
De har ikke købt stort ind, men har taget udgangspunkt i de ting, de bruger i hverdagen, og som samtidig kan være nyttige i en krisesituation. Vand, batterier, powerbank og holdbare varer er blevet tænkt ind løbende, så det ikke bliver en stor engangsudgift.
For Rose Brusen handler forberedelsen også om hendes mand, som er handicappet og derfor gør det nødvendigt at tænke ekstra frem.
Hun fortæller, at hun blandt andet har sørget for vand til medicin, ekstra varme løsninger, batterier og udstyr til at kunne varme vand eller mad, hvis strøm eller varme svigter.
Samtidig understreger både hun og Anne Lessél, at de kender beboerne omkring sig godt nok til at vide, hvem der vil have størst behov for hjælp, hvis en krise opstår.
Det er netop den form for lokal viden, kurset vil bygge videre på.
Vil starte i det nære
Selv om titlen som beredskabsambassadør kan lyde stor, er ambitionen for de to deltagere jordnær.
Annonce
De ser først og fremmest en opgave i deres egen bebyggelse, hvor de kan være med til at skabe tryghed og drage omsorg for dem, der bor tæt på.
Begge vil anbefale kurset til andre.
For dem handler det ikke kun om krig eller katastrofer, men også om at kunne reagere, hvis man står midt i en uventet hændelse i hverdagen eller befinder sig et sted, hvor andre har brug for hjælp.
Og netop dér rammer kurset ifølge Mirka Mozer sin idé:
Et robust lokalsamfund begynder ikke nødvendigvis med sirener, men med mennesker, der kender hinanden og er klar til at træde til.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu