Guldborgsund

Bestyrelsesleder Flemming Frydendal (tv) takker af. Her ses han sammen med forvalter Jesper Smith og direktør Anna Schram Vejlby. Arkivfoto: Flemming Karlsen

Går af efter 15 år - kendt corona-læge overtager

Flemming Frydendal takker af som bestyrelsesleder hos Fuglsang Kunstmuseum. Et kendt - og lokalt - ansigt overtager.

Offentliggjort

Der bliver skiftet ud i toppen hos Fuglsang Kunstmuseum.

80-årige Flemming Frydendal, der har stået i spidsen for bestyrelsen på museet siden 2010, takker af.

I en pressemeddelelse beskriver Fuglsang Frydendal som "en helt afgørende skikkelse i museets lange historie", og fremhæver ham som manden, der stod bag nabobygningens forvandling til KUMUS med øvelokaler, værksteder og den store arrangementssal.

Hans indsats under corona-pandemien og det efterfølgende direktørskifte beskrives som "helt uvurderlig".

- Fuglsang Kunstmuseum, jeg personligt og Lolland-Falsters rige kulturliv i almindelighed skylder Flemming en meget varm tak for hans store engagement som kompetent bestyrelsesformand, siger museets direktør, Anna Schram Vejlby i pressemeddelelsen.

Anette Lykke Petri stammer fra Væggerløse. Pressefoto: Per Morten Abrahamsen

Det bliver i stedet 57-årige Anette Lykke Petri, der overtager posten som bestyrelsesleder. 

Hun er uddannet læge, ph.d. og til daglig direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed. Mange vil nok huske hende netop fra pandemien, hvor hun ofte tonede frem på skærmen i sit virke som direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Petri er opvokset i Væggerløse og har siden 2023 siddet i museets bestyrelse.