Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Charlotte Slente, der 4. juli fylder 60 år, har været Danmarks ambassadør i flere lande gennem sin karriere. Her ses hun i 2024 i Colombia. (Arkivfoto).
Luisa Gonzalez/Reuters
Generalsekretær med internationalt udsyn
Charlotte Slente, som 4. juli fylder 60 år, fik tidligt smag for det internationale. Hun har arbejdet på flere kontinenter og er nu i Dansk Flygtningehjælp.
OffentliggjortSidst opdateret
Det er en kvinde med en stærk international profil, som lørdag 4. juli kan fejre sin 60-års fødselsdag.
Charlotte Slente kan se tilbage på et arbejdsliv, som har udfoldet sig på flere kontinenter, og hvor hun har været Danmarks ambassadør i to lande.
I dag er hun generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
Charlotte Slente fik tidligt smag for det internationale. Efter at hun i 1984 blev student fra Nykøbing Falster Katedralskole, tog hun til Mexico som udvekslingsstudent.
Herefter læste hun cand.merc.int. ved Copenhagen Business School, hvor hun blev færdig i 1994.
Annonce
Dernæst fulgte en ansættelse for FN's Udviklingsprogram i Ækvatorialguinea, hvor hun mødte den cubanske læge Alberto Rodriguez Perez, som hun senere blev gift og fik to børn med.
I 1997 indledte Charlotte Slente mere end 20 års ansættelse i Udenrigsministeriet.
Hun kom hurtigt til at arbejde med Latinamerika som område, og i 2002 tog hun turen til Nicaragua og et par år som ambassadesekretær på Danmarks ambassade i hovedstaden Managua.
Senere fulgte opgaver som Danmarks ambassadør i først Bolivia og senere i Israel.
I 2013 kom Charlotte Slente selv i fokus.
Hun fratrådte sin stilling som Udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik i kølvandet på den såkaldte GGGI-sag, som fik daværende udviklingsminister Christian Friis Bach fra De Radikale til at trække sig.
- Hun har selv valgt at trække sig som direktør på frivillig basis. Hun fortsætter i en stilling, hvor hun skal arbejde med økonomisk diplomati, oplyste Udenrigsministeriet dengang til Ekstra Bladet.
Charlotte Slente har flere gange haft krisehåndtering højt på dagsordenen.
I 2004 var hun med til at koordinere indsatsen efter tsunamien, der ramte Sydøstasien.
Og i 2010 var hun chef for borgerservice i Udenrigsministeriet, da et stort jordskælv ramte Haiti og medførte, at en gruppe danskere blev meldt savnet.
Annonce
I 2019 forlod Charlotte Slente posten som ambassadør i Israel og tiltrådte som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun fortsat er i dag.
Sidste år måtte organisationen, ikke mindst som følge af USA's nedskæringer i udviklingsbistand, fyre omkring 2000 medarbejdere og nedlægge sit arbejde i adskillige lande.
- Disse ødelæggende nedskæringer truer med at underminere års fremskridt inden for fredsopbygning, humanitære indsatser og udviklingsbistand og vil tvinge millioner til at flygte fra deres hjem i jagten på sikkerhed, sagde Charlotte Slente ved den lejlighed.
/ritzau/
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Kan ende i straffesag: Ny bog får politiet til at undersøge Faderhuset
Pakhuset er i mål: - Det klæder huset at være fuldt af mennesker
Du tager helt fejl om gasledning til Lolland-Falster!
Lastvogne blev sporet fra Danmark og derefter plyndret
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Mest læste artikler
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Tina fortsætter med revymaden i Nykøbing Falster