Guldborgsund

Forestillingen Haute Heure er en af teaterdirektørens anbefalinger. Privatfoto

Gigantmor, kæmpebørn og havsnegle fylder Nykøbings gader

Fra onsdag fyldes byens gader med alt fra menneskestore havsnegle til skøre klovne, når gadeteaterfestivalen Guldkorn folder sig ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er intet at sige til, hvis mange i næste uge spærrer øjnene godt op, når de går rundt i Nykøbing. Det er langt fra hverdag at se en gigantisk mor med sine noget overdimensionerede børn, havsnegle i menneskestørrelse og en spansk klovn. 

Men netop dette kan du opleve, når Teatret Masken afholder gadeteaterfestivalen Guldkorn. Og ifølge teaterdirektør Hannah Karina Mikkelsen giver det rigtig god mening at tage et smut forbi mellem onsdag og søndag – ligegyldigt om du lige har lært at gå eller for længst har vænnet dig til pensionisttilværelsen.

- De forestillinger, som vi går efter, kan ses i alle aldre. Det er helt fantastisk at sidde blandt publikum og se helt små børn, unge, voksne og ældre få en oplevelse sammen. Det er noget helt specielt, som næsten kun gadeteater kan.

- Mange af kunstnerne tager fat i publikum og bruger publikum i deres forestillinger, hvilket giver en ekstra sjov dimension. Og det bliver altid gjort på en kærlig og omsorgsfuld måde, siger teaterdirektøren.

Også forestillinger, hvor kunstnere går gennem byen, kan man opleve. På den måde kan festivalen nemlig fange dem, der ikke lige var bekendt med, at Guldkorn finder sted.

- De er måske ude at handle eller på vej hjem fra arbejde, og så opdager de, at der sker noget. Og forhåbentlig bliver de positivt overraskede og går med hen til slutstedet, hvor der starter en ny forestilling.

Bevilliget penge i tre år

Sidste år valgte kommunen at lade et firma fra Gentofte stå med ansvaret for en gadeteaterfestival. Nu har Teatret Masken opgaven – ikke bare i 2025, men tre år frem. Guldborgsund Kommune har nemlig bevilliget penge til, at festivalen kan vende tilbage i både 2026 og 2027. Og næste års festival er Teatret Masken faktisk allerede i gang med at planlægge.

Hannah Karina Mikkelsen mener, at den den danske forestilling Grand Danois er "”helt vildt fantastisk". Foto: Cosmin Cirstea

Hvis en forestilling er refusionsgodkendt af Slots- og Kulturstyrelsen– altså har fået et kvalitetsstempel – giver staten halvdelen af forestillingens pris tilbage til kommunen. Derfor samarbejder Teatret Masken med Street Cut Gadeteaterfestival i Næstved og Passage Festival i Helsingør.

I år har Guldkorn forestillinger, som har spillet på de andre festivaler, hvilket betyder, at de allerede er blåstemplede. 

Samarbejdet fortsætter også næste år, hvor Teatret Masken nu er på jagt efter de næste gadekunstnere. Senest i Gdansk til festivalen Feta. Her fandt Teatret Masken fire-fem interessante forestillinger, som muligvis kan opleves næste år. 

Der er dog et stykke vej til, at det kan ske.

Først skal de finde ud af, om teatrene kan komme til Danmark. Når det er klappet af, skal de sende en film af forestillingen ind til Kulturstyrelsen. Og først når styrelsen har godkendt kvaliteten, kan Guldborgsund Kommune få refunderet halvdelen af prisen. 

En langstrakt proces, men på samme vis som Guldkorn i år har forestillinger, som allerede har spillet i Næstved og Helsingør, kan de andre festivaler fra næste år gøre noget tilsvarende.

Forestillinger er til folk i alle aldre. Privatfoto

De tre anbefalinger

Tilbage til det, der kommer til at ske meget snart, nemlig Guldkorn 2025. I de fem dage festivalen løber af stablen, er der et hav af forskellige forestillinger, men hvilke tre vil teaterdirektøren selv anbefale?

Den første anbefaling er åbningsforestillingen Under Uret.

- Den er fra Næstved, faktisk så jeg den i går (fredag, red.) på festivalen Street Cut. Det er en fantastisk opsætning og med en rigtig dejlig historie.

Den anden er Grand Danois, som lukker festivalsballet, og som ligeledes er dansk. Ifølge teaterdirektøren et ”helt vildt fantastisk, akrobatisk og meget urbant cirkus med rigtig god musik.”

For den sidste anbefaling skal vi væk fra Danmark og til Frankrig og til forestillingen Haute Heure. En ”fuldstændig skingrende skør og sjov” forestilling, mener Hannah Karina Mikkelsen.

- Det er sådan en, alle bare vil more sig over, fortæller hun.

Udover de tre fremhæver hun dog også både Guldklumpsoptoget med lokale børn og den spanske forestilling Embolic og akrobatik på kajen.

- Og sådan kan jeg blive ved, siger hun.