Kultur

Anne Lise Becher, der er lokal delegeret for foreningen Østifterne, har overrakt en donation på 96.100 kroner til Tanja Beckmann Sørensen, projektleder for Markedshallen Guldborgsund. Foto: PR

Gulve til guld: Støtte på 96.100 kroner giver nyt liv til Markedshallen

Den gule administrationsbygning ved siden af Markedshallen i Nykøbing skal renoveres, og nu er der lagt nye gulve. 

Offentliggjort

Markedshallen på havnen i Nykøbing har modtaget en bevilling på 96.100 kroner fra Østifterne. 

Pengene er øremærket til støbning af gulve i den tidligere administrationsbygning, der fremover skal være samlingspunkt for de frivillige. 

Bygningen, som tidligere har fungeret som både kontor og butik, har stået ubrugt hen i en periode. Nu får den et nyt liv. 

Og gulvene er faktisk allerede blevet støbt. Lokale håndværkere har været på opgaven, og huset står nu funktionelt, sikkert og klar til at tage imod de mange mennesker, der bidrager til Markedshallens fællesskab, forklarer projektleder Tanja Beckmann Sørensen.

Hendes ambition er, at huset igennem indretningen skal fremstå inkluderende med kontorpladser, workshop- og møderum, fællesrum og køkken. Her skal frivillige og ansatte kunne mødes, samarbejde og udvikle nye idéer, forklarer hun. 

- Et gulv lyder måske simpelt, men det er bogstaveligt talt fundamentet for alt det, vi bygger op – både fysisk og menneskeligt. Jeg er dybt taknemmelig for, at Østifterne har set os og valgt at investere i vores hus og i vores fællesskab. Det er en støtte, der skaber reel værdi, og som vi vil bygge videre på – sammen.

Projektet er inspireret af principperne fra New European Bauhaus og skal understøtte flere former for bæredygtighed – socialt ved at styrke fællesskabet, miljømæssigt gennem slidstærke materialer og økonomisk ved muligheden for at udleje kontorpladser til lokale iværksættere og organisationer.

Gulvet er fundamentet

Anne-Lise Becker, lokal delegeret hos Østifterne, glæder sig over at kunne uddele støtten til Markedshallen, forklarer hun. 

- Markedshallen rummer et helt særligt potentiale – ikke kun som fysisk sted, men som en drivkraft for fællesskab og lokal udvikling. Østifternes støtte handler om at gøre en forskel dér, hvor mange mennesker mødes og skaber værdi sammen. At kunne bidrage til noget så grundlæggende som gulve, som danner fundamentet for alt det, der skal ske i huset, er meningsfuldt. Som lokal delegeret er jeg stolt af, at Østifterne kan være med til at styrke et sted, der har så stor betydning for området og for de mennesker, der engagerer sig her, siger hun.

Forperson for Foreningen Markedshallen, Kasper Hasling Mogensen, peger på, at det gule hus ved siden af Markedshallen er vigtig:

- Det nye samlingssted bliver et vigtigt supplement til hallen – et sted, hvor frivillige og bestyrelse kan samles og skabe nye initiativer. Det er et konkret udtryk for det fælles 'vi', som er kernen i Markedshallens mission, siger han.