Guldborgsund

– Vi forsøger i projektet at vende sundhedsvæsenet på hovedet, så i stedet for at manden skal komme til sundhedsvæsenet, kommer sundhedsvæsenet nu til manden, siger Emil Kähler Færch, der er projektleder hos initiativet Forum for Mænds Sundhed.

Helbredstjek til mænd rykker ind i Nykøbing: – Nu kommer lægen til manden

Mænd springer for ofte lægebesøget over. Derfor rykker en mobilklinik ind i to boligområder for at fange dem, før det er for sent.

Offentliggjort

Mænd går sjældnere til læge end kvinder, og det kan medføre alvorlige konsekvenser for sundheden. 

Derfor rykker Forum for Mænds Sundhed nu ud i Nykøbing Falster med et nyt initiativ, der skal hjælpe de mænd, der oftest bliver væk fra lægekontoret.

I ugerne 43 til 46 opstilles en mobilklinik ved to af Nykøbing Falsters Boligselskabs afdelinger – i Østerbro- og Nørrebro-området. 

Her kan mænd over 50 år, der bor alene og ikke har været ved egen læge de seneste to år, få et gratis og grundigt helbredstjek.

Vendt på hovedet

Projektleder Emil Kähler Færch fra Forum for Mænds Sundhed fortæller, at tanken bag initiativet er tage udgangspunkt i, at det skal være let at deltage.

– Vi forsøger i projektet at vende sundhedsvæsenet på hovedet, så i stedet for at manden skal komme til sundhedsvæsenet, kommer sundhedsvæsenet nu til manden, siger han. 

Forum for Mænds Sundhed kommer til at opstille en mobilklinik, hvor mænd så kan få adgang til en lægefaglig konsultation og et helbredstjek, der tager udgangspunkt i mandens behov, forklarer han.

Helbredstjekket indeholder blandt andet måling af blodtryk, blodsukker og kolesteroltal samt en samtale med en læge om sundhed og trivsel.

Mænd dør tidligere

Baggrunden for projektet er, at mænd generelt har et dårligere helbred end kvinder – ikke mindst fordi de venter for længe med at søge læge.

Ifølge Forum for Mænds Sundhed har næsten hver femte mand ikke været ved egen læge i 2023, mens det kun gælder for hver tiende kvinde.

Derudover har mænd en 16 procent højere forekomst af kræft og hele 38 procent højere dødelighed af sygdommen end kvinder. 

For hjerte- og kredsløbssygdomme er dødeligheden 74 procent højere blandt mænd.

Helbredstjekkene finder sted på Vendsysselsvej 7 i uge 43 og 44 og på Orupgaardvej 17 i uge 45 og 46.