DSB's informationschef Tony Bispeskov kan se tilbage på et 2025, hvor 78,7 procent af togene til og fra Nykøbing kørte til tiden. Arkivfoto: Anders Knudsen
Her er tallet: Så mange tog kørte til tiden på Sydbanen i 2025
DSB har opgjort, hvor mange tog på Sydbanen mellem Falster og København, der kørte rettidigt sidste år.
Næsten fire ud af fem tog på Sydbanen mellem Falster og København - og omvendt - kørte rettidigt i 2025, viser en opgørelse fra DSB.
Mere præcist er tallet 78,7 procent. Det er lidt lavere end i 2024, hvor 79 procent af togene kørte rettidigt - og begrebet rettidigt skal ifølge reglerne forstås sådan, at togene afgik indenfor tre minutter i forhold til køreplanen.
Til gengæld er det en markant forbedring i forhold til 2023, hvor det såkaldte punktlighedstal var nede på 72 procent.
- Vi er heldigvis stadig over de 75 procent, som er statens mål i forhold til den kontrakt, man har indgået med DSB og Banedanmark, men tallet afspejler også, at 2025 var endnu et år, der stod i byggeriets tegn, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov med henvisning til, at opgraderingen af Ringsted-Femern Banen fortsat er i gang.
En af de væsentligste faktorer i forhold til forsinkelser er dog fejl relateret til signalsystemet, som man nu er i gang med at udskifte til et nyt, digitalt system, der skal rulles ud over hele landet, forklarer Tony Bispeskov.
Annonce
- Men det er klart vores indtryk, at systemet er blevet mere stabilt, og derfor er forventningen også, at flere tog i fremtiden vil køre til tiden, siger han.
Både pendlere og andre passagerer på Sydbanen har de senere år måttet kigge ekstra i Rejseplanen og tage højde for forsinkelser og ændringer på grund af sporarbejder. Dem kommer der også til at være nogle af i 2026, men Sydbanen er ikke den strækning, der bliver hårdest ramt, fortæller Tony Bispeskov.
Der skal dog laves et større sporarbejde mellem Høje Taastrup og Roskilde fra starten af april til starten af november, og det vil komme til at påvirke togtrafikken på den del af strækningen i forskelligt omfang.
Derudover bliver der nogle perioder med togbusser mellem Falster og Sjælland sidst på året i forbindelse med ibrugtagningen af det nye signalsystem. Det arbejde vil dog primært ligge i weekender samt på nogle hverdage i december, oplyser Tony Bispeskov.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker