Guldborgsund

Jennifer Winther Jensen er veteran, og venter nu sit andet barn. Hun er i dag i fleksjob og bruger jævnligt butikken i Radsted til at få snakket med ligesindede. Her står hun ved den motorcykel, hun for nylig har købt, inden hun snart skal tage MC-kørekort med andre veteraner. Foto: Kim Møller Pedersen

Højgravide Jennifer er veteran og har brug for at mødes med ligesindede

En af de lokale veteraner, som mødte op til dialogmødet om den lokale indsats over for hjemvendte veteraner, er 33-årige Jennifer Winther Jensen. Hun er med egne ord meget glad for at kunne mødes med ligesindede i Radsted.

Offentliggjort Sidst opdateret

Veteraner finder fællesskab i Radsted

  • Jennifer Winther Jensen, en højgravid veteran fra Maribo, finder støtte og fællesskab blandt ligesindede i Radsted, hvilket hjælper hende med at håndtere udfordringer efter udstationering.
  • Guldborgsund Kommune tilbyder aktiviteter som veteran-floorball og bålmad, der styrker fællesskabet blandt veteraner og deres pårørende, og der er planer om et veterancenter for yderligere støtte.

Højgravide Jennifer Winther Jensen er bosat i Maribo med mand og barn. I dag har hun et fleksjob, men der var engang, hvor hun arbejdede fuldtid i Forsvaret. Også efter hun vendte hjem efter seks måneders udstationering i Kuwait tilbage i 2016-2017. 

I dag er hun i et fleksjob i Forsvaret.

Svært ved at passe ind

Da hun kom hjem fra Kuwait, oplevede hun, at det var udfordrende at passe ind. 

- Jeg havde svært ved at finde min plads og havde problemer med at sove. Jeg havde bare svært ved at finde ind i de rutiner, jeg kendte til omkring mit arbejde, inden jeg var udstationeret i seks måneder, siger Jennifer Winther Jensen.

- Jeg fandt ud af hen ad vejen, at jeg havde et stort behov for at kunne være sammen med ligesindede, der havde nogle af de samme udfordringer som mig med eksempelvis angst, ptsd eller bare generelt at have tillid til andre.

Sådan lyder det fra 33-årige Jennifer på en dag, hvor hun har sagt ja til at stille op til et interview i butikken Beards & Bikes i Radsted. Her var der i sidste uge dialogmøde om den kommunale indsats for at hjælpe veteraner og deres pårørende. Og der var generelt tilfredshed med indsatsen i Guldborgsund Kommune blandt de ni fremmødte veteraner. 

Mange gode tilbud

Jennifer Winther Jensen roser indsatsen: 

- Der er sat mange gode ting i gang, og jeg har selv prøvet mange af tilbuddene om veteran-floorball, bålmad i skoven og andre ting. Jeg er meget glad for de tilbud, siger Jennifer, som også via sit venskab med Jimmy Pedersen fandt frem til butikken i Radsted, hvor der nu efterhånden er en hel del lokale veteraner og deres pårørende, som finder vej til.

- Jeg synes, man skal huske også at få skabt de her tilbud til pårørende, så de også kan snakke med ligesindede. Det har de også brug for. Det handler om at skabe et sted, hvor man kan føle sig tryg og møde nogle ligesindede. Det er nok det vigtigste, tilføjer Jennifer.

Takker sin mor

Hun takker i øvrigt sin mor for at være den, der i sin tid satte foden ned og sagde, at Jennifer skulle ud og snakke med ligesindede. Det hjalp, og måske er der nu et veterancenter på vej i Guldborgsund Kommune med netop det tilbud om at kunne mødes med ligesindede. 

- Jeg tror på, at jeg en dag kan vende tilbage til et fuldtids job. Men det her med et job fra 8 til 16 med nye kolleger og nye rutiner, det kan være svært at vende tilbage til, når man har været udstationeret. Jeg havde aldrig prøvet det før, og det tog mig flere år, inden min mor fik sendt mig ud for at møde nogle ligesindede at snakke med. Man skal bare også huske, at der er mange pårørende til veteraner derude, som også har rigtig meget brug for hjælp, understreger Jennifer.