Krimi

Arkivfoto: David Arnholm

Hurtig weekend: 669 bøder og næsten 100 klip

Politiets fotovogne havde mere end almindeligt travlt i weekenden.

Offentliggjort

Det gik stærkt på de lokale veje i weekenden - alt for stærkt i rigtig mange tilfælde.

Ikke færre end 669 bilister blev taget i at køre for hurtigt, og mere end 90 af dem havde så meget fart på, at det også koster et klip i kørekortet.

Dertil kommer syv andre, som kørte så stærkt, at de står til en betinget frakendelse.

Og ikke overraskende var det igen værst på Sydmotorvejen ved Guldborgsundtunnellen, hvor fartgrænsen er sat ned til 90 kilometer i timen.

Her holdt fotovognen både lørdag og søndag, og begge dage blev over 200 taget i at køre for stærkt.

Værst om lørdagen

Værst var det lørdag, hvor fotovognen tog billeder mellem klokken 16.42 og 23.02. Her blev 263 blitzet, og ikke færre end 49 af får suppleret fartbøden med et klip i kørekortet. 

Fire af dem kan se frem til en betinget frakendelse, og den hurtigste blev målt til 172 kilometer i timen, blot otte kilometer i timen fra en ubetinget frakendelse.

Det var ikke meget bedre søndag, hvor der var "fotoshoot for hurtige bilister" fra klokken 14.01 til 20.01, og denne gang var der 218 medvirkende. Antallet af klip var noget lavere, 28, mens der var tre ubetingede frakendelser. 

Denne gang blev den hurtigste målt til at køre 154 kilometer i timen i 90-zonen.

Også ved Farøbroerne

Fotovognen også en tur på motorvejen fredag - denne gang ved Farøbroerne, hvor fartgrænsen også er 90 kilometer i timen.

Her blev der taget billeder af 84, som kørte for stærkt i tidsrummet mellem klokken 13.29 og 19.54. Seks af dem står til et klip, og højest målte hastighed var 141 kilometer i timen.

Søndag vendte fotovognen tilbage til Farøbroerne - fra klokken 13.54 til 20.00.

Denne gang var der 55 bilister, som ikke overholdt fartgrænsen på 90 kilometer i timen, og også her blev der uddelt seks klip. Og igen var højest målte hastighed 141 kilometer i timen.

Fotovognene nåede også ud på de mindre landeveje og byveje.

Fredag ved middagstid blev en enkelt bilist taget i at køre for stærkt i byzone på Enehøjevej i Nakskov. Den pågældende blev målt til 59 kilometer i timen.

Og lørdag gik turen til Gaabensevej ved Nykøbing, hvor 48 bilister ikke overholdt fartgrænsen på 60 kilometer i timen, mens der blev taget billeder mellem klokken 07.48 og 14.00.

To af de  48 fik et klip i kørekortet, og den hurtigste blev målt til 85 kilometer i timen, fremgår det af politiets døgnrapport. 

Drop media element here ...