Ole-Christian Munk Plum fra Dansk Jernbane-Klub og direktør Martha Vrist fra Midtjyske Jernbaner giver hånd foran Y-toget “Tangen” kort før afgangen fra Lemvig mod Gedser. Foto: Henrik Lind Jørgensen, JFM
Ikonisk tog er nu på vej mod Falster
Efter mere end 40 år i Vestjylland er det ikoniske Y-tog “Tangen” sendt afsted mod Gedser, hvor det efter planen skal få nyt liv som veterantog.
Y-toget “Tangen” er nu på vej fra Lemvig mod Gedser, hvor det ikoniske tog efter planen skal få nyt liv som veterantog på Sydfalster. Foto: Henrik Lind Jørgensen, JFM
Det ikoniske Y-tog "Tangen” har forladt Lemvig og er nu på vej tværs gennem landet mod Gedser.
Torsdag eftermiddag blev toget sendt afsted fra Midtjyske Jernbaner med kurs mod Sydfalster, hvor det efter planen skal have nyt liv hos Gedser Remise.
Bag overtagelsen står Dansk Jernbane-Klub, der kort før afgangen fik de sidste papirer på plads.
- Det er dejligt, og jeg har lige for fem minutter siden skrevet under på købspapiret, siger Ole-Christian Munk Plum fra Dansk Jernbane-Klub kort før afgangen fra Lemvig.
Skal bevare dansk jernbanehistorie
Annonce
Y-toget har gennem årtier været et velkendt syn på privatbaner over hele Danmark - særligt i Vestjylland, hvor “Tangen” blev en del af hverdagen på strækningen mellem Vemb, Lemvig og Thyborøn.
Nu venter et nyt kapitel i Gedser.
- Det er jo et ikonisk tog for alle privatbanerne i Danmark, for de har kørt alle steder. Derfor er vi med til at bevare et stykke dansk kulturarv, siger Ole-Christian Munk Plum.
Direktør Martha Vrist fra Midtjyske Jernbaner kalder det vemodigt at sende det ikoniske Y-tog “Tangen” afsted fra Lemvig, men glæder sig samtidig over, at toget får nyt liv i Gedser. Foto: Henrik Lind Jørgensen, JFM
Han understreger, at toget ikke kun har betydning lokalt i Vestjylland.
- Det er vigtigt for hele Danmark, at man nu kan komme og se de tog, som man har været afhængige af i yderområderne, siger han.
Efter planen skal toget være køreklar til sommerferien, hvor veterantoget igen skal have passagerer med på skinnerne - denne gang med Gedser som nyt hjemsted.
Vemodig afsked i Vestjylland
Hos Midtjyske Jernbaner er afskeden med det gamle Y-tog præget af både stolthed og vemod. Banen er i dag overgået til batteritog, og dermed er en epoke slut.
- Lidt vemodigt. Men de får et godt hjem derovre, så det er vi glade for. Der bliver passet godt på det, siger direktør Martha Vrist.
Hun glæder sig samtidig over, at toget får lov at leve videre.
Annonce
- Vi er glade for vores jernbanehistorie. Det er dejligt at se dem leve videre og få noget liv, siger hun.
Y-togene blev nærmest folkeeje på de danske privatbaner og blev for alvor landskendte, da gruppen Tørfisk i 1985 udgav sangen "VLTJ" om Lemvigbanen.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu