Krimi

Arkivfoto: Anders Knudsen

Ild i mørbraden: Mand stjal og satte ild til kød i Rema1000

En 60-årig mand blev idømt seks måneders betinget fængsel for i 2025 blandt andet at have stjålet og stukket ild til kød i Rema1000.

Offentliggjort

En 60-årig mand er ved Retten i Nykøbing fundet skyldig i to forhold, der har mørbrad som fællesnævner.

Ifølge domsbogen fra retssagen skal manden i sommeren 2025 have stukket ild til kød i en køledisk i Rema1000 på Grønnegårdsvej 7 i Nykøbing. Ilden spredte sig til det omkringliggende kød og selve køledisken, og skabte skader for i alt 4892,19 kroner.

Samme dag er manden dømt for at have stjålet en mørbrad til en værdi af 29 kroner fra butikken.

Fængsel og bøde

Manden forklarede i retten, at han indtil sommeren 2024 var hjemløs. Han var ved at komme på rette fode, og havde to kontaktpersoner, som hjalp ham i dagligdagen, forklarede han videre.

Ifølge den 60-årige var han forinden på tidspunktet for retssagen begyndt at betale sine regninger og havde også opsparing hos kommunen.

Foruden ovennævnte forhold var manden også tiltalt for at have kørt spirituskørsel på en knallert, som der desuden ikke var tegnet ansvarsforsikring på.

Manden blev idømt seks måneders fængsel, men på grund af hans situation afgjorde retten dog undtagelsesvist, at straffen skulle gøres betinget af, at han ikke må begå strafbare forhold i en prøvetid på ét år fra domsafsigelsen, og at han i prøvetiden skal være under tilsyn af Danmarks Fængsler (tidligere kriminalforsorgen) samt - efter myndighedens vurdering - undergå behandling mod misbrug for alkohol.

Den 60-årige blev også dømt til at betale en bøde på 4.500 kroner og erstatning for skaderne i Rema1000. Han er derudover frakendt retten til at føre lille knallert i to år fra dommen.