Guldborgsund

Jakob Arthur Andersen med kamera og stjernekikkert - udstyret, han blandt andet bruger til sine billeder af rummet. Foto: Privat

Jakob i triumf: - Det er min karrieres højdepunkt. Jeg var lige ved at tude

Et cirka 100 meter bredt område lige uden for Stubbekøbing viste sig at være det helt rigtige sted. Her tog Jakob Arthur Andersen det billede, der nu har gjort ham til vinder af hovedkategorien Natur ved International Photography Awards 2026.

Offentliggjort Sidst opdateret
Det vindende billede viser Den Internationale Rumstation, ISS, foran solen. Jakob Arthur Andersen tog billedet på Nordfalster, hvor selve passagen varede blot 0,86 sekunder. Foto: Jakob Arthur Andersen

Det vindende billede kunne ikke være taget hvor som helst.

Faktisk skulle Jakob Arthur Andersen ramme et ganske bestemt sted på Nordfalster, hvis han skulle have en chance for at få Den Internationale Rumstation, ISS, til at passere ind foran solen.

Det sted viste sig at være ved det daværende Falster Katteinternat på Nykøbingvej 74 lige uden for Stubbekøbing, hvor billedet blev taget d. 11. april i år - kl. 11.56.

- Der var et bælte på omkring 100 meter, præcis på deres matrikel, hvor jeg kunne placere min kikkert og sætte det hele op. Jeg kendte dem heldigvis, fordi vi havde fået passet kat der mange gange, så jeg ringede og spurgte, om jeg måtte stille mit udstyr op og låne strøm, fortæller Jakob Arthur Andersen.

Det måtte han selvfølgelig - og det skulle senere vise sig at være en særdeles god beslutning.

For netop billedet fra Nordfalster har nu sikret den lokale fotograf titlen Nature Photographer of the Year ved International Photography Awards 2026. Han har dermed vundet hovedkategorien Naturfotografi.

- Det er min karrieres højdepunkt. Jeg var lige ved at tude, da det gik op for mig, hvad jeg havde vundet, siger han.

0,86 sekunder

Selve øjeblikket, hvor ISS passerede foran solen, varede blot 0,86 sekunder - men forberedelserne tog noget længere tid.

Diplomet bekræfter, at Jakob Arthur Andersen har vundet hovedkategorien Natur ved International Photography Awards 2026. Foto: Privat

Jakob ankom omkring tre timer før passagen og satte sin stjernekikkert, kamera og solfilter op. Derefter brugte han tiden på at få udstyret stillet så præcist som muligt.

- Der er ingen tilfældigheder i det, jeg laver. Slet ikke med sådan et billede. Jeg brugte tre timer på at sørge for, at alt stod knivskarpt, siger han.

Fotografen havde tidligere forsøgt at tage et lignende billede, men dengang drev skyer ind foran solen på det afgørende tidspunkt.

Denne gang var vejret heller ikke ligefrem på hans side.

- Det blæste 17 pelikaner, og jeg sad også og bed negle lige op til, at den skulle passere. Men det lykkedes.

Et minut før den beregnede passage satte han sit højhastighedskamera til at optage. At forsøge at trykke på udløseren i det rigtige øjeblik ville være tæt på umuligt.

- Da jeg så den passere, var jeg bare sådan: fuck yes!

På billedet står ISS knivskarpt foran den enorme sol. Ifølge Jakob Arthur Andersen var rumstationen større i synsfeltet, end den havde været ved hans tidligere forsøg.

- Billedet er så skarpt, at man i fuld opløsning kan se de enkelte moduler, som astronauterne opholder sig i.

Målløs

Jakob Arthur Andersen opdagede selv sejren, da han under arbejdet hjemme på sofaen tog en kort pause og åbnede Instagram.

Her så han, at vinderne var offentliggjort.

Jakob Arthur Andersen ved prisoverrækkelsen ved International Photography Awards sidste år. I år vender han tilbage som vinder af hovedkategorien Naturfotografi. Foto: Privat

Først fandt han en række af sine billeder med hædrende omtaler. Derefter fik han øje på ordene "subcategory winner" - og så "category winner".

- Jeg frøs fuldstændig. Jeg troede slet ikke på det. Da det endelig gik op for mig, at jeg havde vundet hovedkategorien, skreg jeg bare til min kone, at jeg havde vundet.

Verdensberømt?

Jakob har tidligere vundet i underkategorier ved konkurrencen. Denne gang er han gået hele vejen og har slået vinderne fra de øvrige underkategorier i Naturfotografier.

Til oktober går turen derfor til Athen, hvor han skal på scenen og modtage sit IPA Trophy.

Og her er historien endnu ikke nødvendigvis slut.

Vinderne af konkurrencens 11 hovedkategorier er nemlig også med i kampen om den samlede titel som årets internationale fotograf.

- Hvis jeg også vinder den, så bliver jeg verdensberømt. Det er i hvert fald det, jeg har set ske for de andre, der har vundet. Men lige nu prøver jeg stadig bare at forstå, at jeg har vundet hovedkategorien, siger Jakob Arthur Andersen.