Guldborgsund

Jonas Køppen var på en mission i Nørre Alslev i sidste uge - her hjalp han en familie med stort og småt. Foto: Kim Møller Pedersen

Jonas er på velgørende mission hos familier, som også hjælper ham

Jonas Køppen flytter rundt hver uge til en ny familie et sted i Danmark. Her hjælper han med alskens gøremål. I sidste uge boede den 28-årige influencer hos en børnefamilie i Nørre Alslev, og i denne uge gælder det en ny børnefamilie i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jonas Køppen fra Køge er ved at vaske havemøbler i en baghave i Nørre Alslev. Han er på en mission. 

Han bor i en uge hos Henrik Vestergaard og Mille Vestergaard Mortensen. Hvor han skal hjælpe til med stort og småt uden betaling.

Langt til et nej

- Han har ikke sagt nej til noget som helst, lyder det fra Henrik Vestergaard i baghaven.

Making Memories

På sociale medier er Jonas Køppen fra Køge kendt som Mr. MakingMemories.

Man kan følge ham på hans Instagram-side og her hans projekt med at hjælpe andre på instagram.com/mr.makingmemories.

I øjeblikket er Jonas ledig, men han satser på, at han via sin mission kan ende med at gøre det til en levevej -  på en eller anden kreativ facon.

Teoretisk kan Jonas stadig nå det. Altså at sige nej til en opgave. Men mon ikke det går her i Nørre Alslev som i de 15 andre uger, han indtil videre har levet, boet og arbejdet hos alle de andre familier rundt om i landet. Med andre ord: Der skal rigtig meget til, at Jonas siger nej til opgaver, når han først er tjekket ind hos en ny familie.

- Jeg har lidt dårlig ryg, så hvis der skal lægges terrasse eller tag, må jeg nok sige nej, lyder det fra Jonas.

En åben notesbog

Han plejer at møde frem med en åben notesbog og gøre sig notater om den pågældende families ønsker, når han møder ind. Hos familien i Nørre Alslev, som var debut for Jonas på Lolland-Falster i den igangværende mission, har der siden søndag stået mange forskellige opgaver på programmet.

- Jeg har gjort rent og været med Mille på job på STU Guldborgsund, og så har jeg fulgt børnene i skole og spillet spil og fodbold og hygget mig, fortæller Jonas

Denne fredag er vi henne ved ugens sidste opgaver, som er rengøring af terrassemøbler samt vertikalskæring af græsplænen, fjernelse af mos og til sidst græssåning.

Lærer en masse

Selv om det kan lyde som om, det hele blot handler om arbejdsopgaver, er der nogle andre - og nok også vigtigere - ting i spil, når Jonas er på besøg hos en af de familier, som har meldt sig til at få besøg.

- Jeg lærer så meget om forskellige dynamikker i en familie. Det, jeg nok har lært allermest om, er børneopdragelse, forklarer Jonas, der ikke selv har børn - endnu.

Han har heller ikke noget misbrug. Det har han ellers haft - i syv år. Den historie har han eksempelvis fortalt om i TV2's Go´Morgen Danmark. Om hvordan han hadede sig selv i syv år. Men 1. januar i år ændrede hans liv sig totalt.

Han fik idéen om sin mission som Mr. Making Memories. Han ville hjælpe andre og derigennem også hjælpe sig selv til at blive stolt over sig selv igen efter år med misbrugsproblemer og dårlige beslutninger.

Der var lynhurtigt over 500 mennesker, der reagerede på opslaget om at ville tage rundt for at hjælpe andre. 

50.000 følgere

- Jeg må indrømme, at det endte med at stikke lidt af. Jeg nåede simpelt hen ikke at læse alle henvendelserne igennem. Der blev lagt en plan for et halvt år, og når jeg ind imellem - mååke en 4-5 gange - har prøvet at løbe ind i et afbud eller aflysning, har der i løbet af fem minutter været en anden familie, der har meldt sig til, fortæller Jonas.

Han regner sammen, at der alt i alt med TikTok, Instagram og Facebook er omkring 50.000, der følger ham. Når det om få uger er slut med halvårs-missionen, venter der eksempelvis en opgave med en såkaldt "talk" den 26. juni i Øresundsparken ved Danmarks største helt alkoholfri festival med fokus på mental sundhed, trivsel og fællesskab. 

- Jeg har selv et par diagnoser, og det er et vigtigt emne for mig at støtte op om. Men ellers så forsøger jeg at finde samarbejdspartnere, når min mission er overstået, og så må vi se, fortæller Jonas, der både drømmer om måske en dokumentarserie om at ville hjælpe andre og derigennem også hjælpe sig selv.

- Det kunne også være, at missionen skulle til udlandet. Der kan ske meget, jeg har mange idéer, forsikrer Jonas med et smil.

Mange gode snakke

I Nørre Alslev er der også et stort smil at finde hos Henrik Vestergaard efter at have haft en 28-årig fremmed ung mand boende i en lille uges tid. 

- Vi haft mange gode snakke, og Jonas er en åben person, som svarer ærligt, når man spørger. Det har været en rigtig god oplevelse for hele familien, understreger Henrik.

Der var lige en dag i løbet af ugen, hvor Jonas blev nødt til at tage en "fridag" for at ordne nogle arbejdsmæssige ting i København. Her var han stærkt savnet hos 10-årige Norr og 12-årige Vilja, der flere gange spurgte, hvor deres nye ven var henne. 

Jeg har været i en situation, hvor der opstod et skænderi i familien, jeg boede hos

Jonas Køppen, Mr. Making Memories

- Det bliver også svært at sige farvel på søndag. Det er en svær dag rent følelsesmæssigt, for mens jeg skal sige farvel her i Nørre Alslev, glæder jeg mig også til at møde en ny familie. Det bliver en ny børnefamilie med to voksne og fire børn i Nykøbing, fortæller Jonas om næste eventyr. 

Han aner ikke, hvad de nye arbejdsopgaver bliver. Men det gør heller ikke noget. Han er klar på det meste. Og frem for alt suger han til sig af læring ved at være en del af en familie - på godt og ondt.

Pludselig midt i et skænderi

- Jeg har været i en situation, hvor der opstod et skænderi i familien, jeg boede hos. Her trækker jeg mig og lader være med at blande mig af respekt for familien. Men jeg lærer meget af, at folk er så ærlige over for mig i vores snakke, og det har givet mig meget mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg lærer meget ved at være i den her hjælperrolle, og ofte har jeg haft snakke hos familier, der har fortalt mig ting, som de ikke engang har fortalt til andre i familien eller til deres venner. Jeg elsker at gå lige ind i den rolle, jeg har, for det giver mig en følelse af frihed, fortæller Jonas.

Han understreger, at han har haft gode forældre og en god barndom. Men i voksenlivet har han selv haft refleksioner om, at der har manglet god kommunikation i hans egen familie, som ikke bare giver selvtillid men også selvværd. 

- Det er vigtigt at få at vide, at man er god nok, som man er, og ikke kun god nok, fordi man har gjort noget bestemt, som Jonas siger.

Selv er han klar til en ny familie - denne gang i Nykøbing. - uden at vide det fjerneste om, hvad der venter ham.

Artiklen fortsætter under videoen.

Jonas prøver lidt af hvert

Det er sket, at Jonas Køppen pludselig er blevet inddraget i et skænderi hos den familie, han bor hos i en uge af gangen. I sådanne tilfælde har han trukket sig uden at blande sig.

I forhold til sig selv og historien om eksempelvis syv år med blandt andet et stort hashmisbrug er han åben som en bog, som han selv siger.

Hvis folk spørger, får de et ærligt svar. 

Jonas spørger heller ikke om hjælp til transport til det næste sted. Han får det ofte tilbudt, og så tager han imod.

Henrik Vestergaard er imponeret over, at Jonas er åben for stort set alle opgaver - her er det havearbejde på en solskinsfredag. Foto: Kim Møller Pedersen
Fra venstre er det Vilja, Norr og bagerst mor Mille og far Henrik med Jonas i midten. Privatfoto